Fusion blev vedtaget

LMBU blev en realitet på årets generalforsamling.

Igen i år var der livlig debat på LMU's landsgeneralforsamling (LGF), som blev afholdt d. 21. septemper på LMH. Diskussionen startede for alvor, da man nåede til punktet om sammenlægning af LMU og LM-Kids. Op til generalforsamlingen, der traditionen tro fandt sted i forbindelse med det årlige Landsungdomslederkursus (LULK), havde flere kritiske røster, især fra Vestjylland, stillet spørgsmålstegn ved, om fusionen var bibelsk forsvarlig, og denne kritik blev også rejst på LGF fulgt af en længere debat med argumenter for og imod.

Da debatten døde ud og der skulle skrides til afstemning viste der sig at være et snævert flertal for fusionen, som blev vedtaget med 47 stemmer for, 7 imod og 3 blanke stemmer. Det gav et flertal på lidt over de 80 procent af det tilstedeværende, som var påkrævet for, at vedtægtsændringen kunne gå igennem.

Ønske om fællesskab med LM

Under generalforsamlingen gav Kenny Pedersen, som er formand for Videbæk LMU, og som var en af dem, der forholdt sige kritisk til fusionen, udtryk for glæde over Landsbestyrelsens ønske om, at arbejde hen mod et tættere forhold til LM, og opfordrede forsamlingen til at gå videre ad den vej, uanset hvad afstemningen endte med. Efter generalforsamlingen sagde Kenny Pedersen til Tro og Mission: "Vi har taget diskussionen, men nu er den sag slut. Vi må arbejde sammen og især arbejde på at styrke fællesskabet mellem LM og LMBU".

Formanden for LMU's tidligere Landsbestyrelse og nyvalgte formand for LMBU's Landsbestyrelse Magnus Haahr Nielsen gav efter LGF udtryk for lettelse: "Nu kan vi komme i gang med arbejdet. Et nej ville have betydet en masse bøvl. Jeg synes, det er forbilledligt, at vi efter en debat, hvor vi har forskellige holdninger, nu er enige om at arbejde sammen i den nye struktur".