Idéer til corona-tiden

Foto: Pexels.com

Foto: Pexels.com

Savner du juniorerne/teenagerne fra din klub? Måske savner de dig? Måske har de brug for at blive mindet om Gud.
Her kan du finde ideer til hvordan I kan holde kontakt under Corona-krisen.
Du må også gerne dele dine erfaringer og ideer, hvis din klub har prøvet noget af, som andre kan få glæde af. Skriv til katrine(at)lmbu.dk eller dorthe(at)
lmbu.dk

 

 

Ring til Between'erne

Fordel between'erne mellem jer ledere, og sørg for at de alle bliver ringet op.

  • Spørg betwee'erne hvordan det går. Giv dem tid til at fortælle lidt.
  • Fortæl between’erne at de ikke er glemt, og at I glæder jer til at se dem, når det bliver muligt.
  • Fortæl between’erne at I beder for dem.

 

 

Send en elektronisk hilsen

Send en lille video-hilsen eller bare en besked som du lægger på klubbens facebook/messenger/mail til forældrene. Du kan også spørge forældrene om du må få between'ernes mobil-numre, så du kan kontakte dem direkte.

  • Fortæl between’erne at de ikke er glemt, og at I glæder jer til at se dem, når det bliver muligt.
  • Fortæl between’erne at I beder for dem. I kan evt. opfordre dem til at sende bede-emner.
  • Send et bibelvers (evt. som videoklip) og fortæl hvorfor du er glad for det vers. Du kan opfordre between'erne til at sende et foto retur, der viser noget om, hvad de tænker, når de hører det bibelvers.
  • Send et link til en sang, som du gerne vil minde dem om – fx fra "Sing Between Friends". Alle sangene findes gratis her på Spotify og her på Youtube. Eller fra GospelKids, som kan findes her på Youtube.
  • Send et link til et videoklip eller bibeltegneserie. Find videoer på forkyndelse.dk eller DFS' youtubefilm. Til teenagere kan du fx sende denne video om Jesus.
  • Send en video, hvor der fortælles bibelhistorie ved hjælp af spillekort - se dem her på Youtube.

 

 

Send en fysisk hilsen

Fordel between’erne imellem jer ledere og aflever en hilsen i deres postkasser. Her er nogle ideer:

  • Et brev med nogle frø, som between’erne kan så. Efterfølgende kan de tage billeder af deres planter og sende retur.
  • En lille godtepose til weekenden.
  • Et forslag til en aktivitet, between'erne kan lave med deres familie. Fx denne bibelaktivitet.

OBS: sørg for at spritte hænder inden du pakker brevene og afleverer dem eller lægger dem i postkassen.

 

Aktivér between’erne

  • Send between'erne ud for at tegne med kridt, der hvor de bor. Fx som på videoen her. Bagefter kan de andre between'ere fra klubben finde, prøve og filme kridt-tegningerne.
  • Skriv ord fra et bibelvers (fx Rom 10,13: Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses) på sten og gem dem fx i en park eller på en sportsplads. Between'erne skal så finde ordene og sætte dem samme til dagens bibelvers. Husk senere at samle stenene ind igen.

 

Mød hinanden online (lederne)
Vis omsorg for hinanden som ledere og bed for hinanden. Ring sammen eller hold et online-møde og tag en runde hvor I hver især fortæller hvordan det går.

 

Mød hinanden online (between’ere og ledere)
Hvis I har mod på det, kan I holde et online-møde med between’erne. Se videoen herunder, for at få en vejledning. Hvis du vil have tips fra folk der har prøvet at holde online-klub, kan du se denne video.

  • Tag en runde, hvor I hører hvordan det går hos den enkelte
  • Del et bibelvers med between’erne, og mind om at Gud er med under alle forhold. 
  • Lav "find en ting"-konkurrence: Lederen nævner en ting, som between'erne skal finde (fx en tandbørste/gaffel/strømpe fra en forældre/en skive rugbrød). Den between'er, der først viser tingen på sit webcam, har vundet runden. 
  • Lav en kahhoot. Før onlinemødet beder I hver between'er sende en besked med 3 sjove ting om dem selv. Det er disse ting, der skal gættes om i kahooten.
  • Spil "Tegn & Gæt" via pc/mobil/tablet.
  •  Leg online-lege. I kan finde mange ideer her

Inddrag jeres menighed

Skriv til menigheden med en opfordring til at være med i forbøn for between’erne, så de bliver bevaret i troen og kommer styrket ud af coronakrisen. Bed om at de alle må komme med i klubben igen, når det bliver muligt at mødes.