»Fortæl noget mere …!«

Susanne Sjælland Iversen bor i Randers og er børnekonsulent i LM Kids

Denne artikel er oprindeligt bragt i Budskabet 02/2016

Var hun en brandgod fortæller? Jeg ved det ikke … Men hun delte sit liv med mig gennem sin fortælling.  

Fortællingen er for mig en af de fineste og mest fascinerende kunstarter. Når jeg møder en dygtig fortæller, glemmer jeg tid og sted og suges ind i det univers, som fortælleren maler med sine ord.

I den skrevne fortælling er det både legen med ordene, de malende beskrivelser og de ting, der ikke bliver skrevet, som fører mig ind i fortællingen. For en tid deler jeg tanker og handling med et fiktivt menneske, der på nogle måder kan minde om mig selv, eller jeg kan få et indblik i og en forståelse af tankegange og handlemåder, som ligger langt fra mine egne.

Spejler sig i mormors fortællinger

Som barn sad jeg timevis på skamlen foran min mormors lænestol. Jeg hørte hende fortælle om sin barndom. I fortællingen føltes det, som om jeg sad lige der i skammekrogen sammen med hende eller lå på det kolde loft og tænkte over livet.

Var hun en brandgod fortæller? Det ved jeg ikke. Man tænker ikke så meget på det som barn. Men hun delte sit liv med mig gennem sin fortælling. Og dermed blev den yderst troværdig. Senere har det været med til at danne mit kendskab til min mormor, og jeg har kunnet spejle mig i fortællingerne. Ikke det at sidde i skammekrogen, men de tanker, hun havde, da hun sad der. De er ikke så forskellige fra mine i visse situationer.

Som voksen har jeg mere og mere identificeret mig med Peters uduelighed

Hvorfor glemmer vi voksne tit at benytte fortællingen bevidst? Hvorfor fortælles der ikke nogle flere bibelhistorier på prædikestolen, også for voksne? Synes vi, det virker barnligt? Vi læser stadig spændende fiktive bøger. Det er vel ikke barnligt? Og Bibelen – den er vel hverken fiktiv eller barnlig. Derimod er der rigtig meget af Bibelens indhold, som egner sig fortrinligt til at blive fortalt – som det er.

I Projekt God forkyndelse er voksne tilhørere blevet spurgt, hvilken betydning det har for dem, at forkynderen lægger bibelfortælling ind i sin forkyndelse? 77 % svarer, at det har nogen eller meget stor betydning! Man kan fundere over, hvorfor det så ikke bliver brugt i videre udstrækning.

Stykkevis erkendelse

Jeg elsker beretningen om, hvordan Jesus møder fiskeren Peter ved Geneserat Sø (Luk 5,1-11). Der er ikke vildt mange informationer om personen Peter i selve beretningen. Der er heller ikke en lang samtale mellem Peter og Jesus, som giver os et indblik i, hvad Peter eller Jesus tænkte.

Jeg har fået fortalt beretningen rigtig mange gange. Jeg har også selv fortalt den rigtig mange gange. Det er først inden for de seneste par år, at den virkelig har slået dybe rødder i mig. Jeg synes, jeg kender Peter og hans tanker så godt. Hvordan? Måske mest gennem det, der ikke er blevet sagt, og de spørgsmål, det har rejst gennem tiden.

Hvordan var Peters familie? Vi ved, han havde en svigermor, så det må jo betyde, at han også havde en kone og måske nogle børn. Hans job var at være fisker, men lige dér, hvor Jesus møder ham, må man sige, at han mislykkedes med sit job. Ingen fisk – ingen penge og ingen mad. Hjem til konen og fortælle, at det ikke havde været en god dag på jobbet og dermed ingen løn.

Jesu ord, ”Kom og følg mig”, får på den baggrund en livsforvandlende effekt på Peter. Fire ord på den rigtige baggrund. Som barn hæftede jeg mig mest ved det vilde under, Jesus gør: fylder flere både med fisk. Jesus kunne alt. Han kan alt, og ham må jeg være sammen med!

Som voksen har jeg mere og mere identificeret mig med Peters uduelighed. Når Jesus så siger ”Kom og følg mig”, bliver det endnu mere forunderligt at tænke på. Jesus vil mig! Jesus vil bruge mig på trods.

Har bibelfortællingen om Peter forandret sig? Nej, men det har jeg. Paulus taler noget om det i Første Korintherbrev 13,11: ”Da jeg var barn, tænkte jeg som et barn … ” Vi erkender stykkevis her på jorden. I takt med vores udvikling fra barn til voksen stiger erkendelsen af de fleste ting. Og alligevel må vi som voksne også stille os tilfredse med, at selv vi først opnår fuld erkendelse i Himlen.

Det er noget af det, bibelfortællingen kan. Den har noget at fortælle mennesker på alle udviklingstrin. Vi hører og opfatter noget forskelligt til forskellige tider – ved den samme fortælling.

Mal et sandt gudsbillede for børnene

Men én ting er fortællingen om Peter … Men hvad så med de dramatiske gammeltestamentlige beretninger, hvor Gud kan være vred og på mange måder handler voldsomt konsekvent. Dem kan vi vel ikke servere for børnene? Jo da. Sådan er Gud jo også.

Børnene bliver ikke skræmte af, at Gud gør det, han siger, han vil gøre. Når israelitterne gør det, de tydeligt har fået at vide, at de ikke skal gøre, så er det helt naturligt, at Gud straffer. Et lille barn identificerer sig ikke med israelitterne, men de lærer noget om Gud igennem beretningen.

Og i takt med deres udvikling og selvindsigt ser de en dag - ved Guds Hellige Ånd - at de på mange måder måske ligner israelitterne: Deres handlemåde er måske ikke så langt fra min.

Den indsigt kan vi ikke mane frem i børnene. Det ville være intimidering. Vi behøver ikke at sige til et lille barn: ”Du kan godt se, at du på mange måder ligner israelitterne … ” Men en naturlig udvikling vil give en naturlig selvindsigt, og i mødet med den hellige og rene Gud kan evangeliet blive til liv for et barn.

Så at løbe fra at fortælle om Guds hellighed, vil være at frarøve barnet et sandt og nødvendigt billede af Gud. Det betyder ikke, at alle brutale detaljer skal udpensles. Man bør selvfølgelig altid tage hensyn til barnets alder og udvikling i den måde, man formidler historien.

Børnene bliver ikke skræmte af, at Gud gør det, han siger, han vil gøre

Hvis vi fortæller bibelfortællingerne, som de er – både de dramatiske og de, der vækker stærke følelser, og dem, vi ikke forstår til fulde - ja, så er vi med til at male et sandt gudsbillede for børnene. Det færdige maleri kan kun Gud åbenbare for dem.

Inden for de senere år er vi blevet mere opmærksomme på, at vi, der underviser, fortæller eller forkynder, skal have respekt for tilhørerne. Det være sig både børn, unge og voksne. Alt andet ville også være både tåbeligt og forkert. Selvfølgelig skal vi det.

Ligesom vi forventer, at en læge fortæller sandheden om vores helbredstilstand, også selv om den ikke er god, så forventer vi også, at en formidler af Guds Ord fortæller sandheden, også når det gør lidt ondt og kan vække tanker, vi helst ville være foruden.

Vi forventer også, at en børnelæge har styr på mere end bare latin og almen medicin. At hun har en vis erfaring med og viden om børns udvikling og tanker. At humor og tegninger godt kan være med til at forklare noget af det, der er svært at håndtere.

Ligesom en læge ikke fortæller den eventuelt alvorlige sandhed på samme måde for et barn som for en voksen, så skal vi, der formidler Guds Ord, heller ikke gøre det. Men sandheden og virkeligheden er den samme for børn og voksne.

Stræb efter enkeltheden

Jesus selv var en stor historiefortæller – og en stor pædagog. Om nogen, kendte han sine tilhørere. Han havde respekt for dem, ja, han elskede dem. Hans største ønske var og er, at tilhørerne forstår det, han siger, og tager imod det.

Jesus både underviste og fortalte historier. Og begge dele skal til. Historierne var ikke bare gode historier, men de skulle tjene til at formidle sandheden. Jesu lignelser havde sit omdrejningspunkt i hverdagslivet, som det så ud dengang. Han brugte billeder, som alle kendte til. Alligevel vidste Jesus godt, at mange ikke ville forstå dem. Hvorfor? Fordi sandheden ikke var blevet åbenbaret for dem. Og så forblev det bare en god historie – eller en uforståelig historie.

Bibelhistorierne er en formidling af Guds sandhed. Og som altid er det kun Gud, der kan åbne et menneskes hjerte for sandheden – både børn og voksnes.

Forkyndelsen for børn skal være enkel i sin form, sit sprog og udtryk. Det er absolut ikke at have respekt for børnene, hvis vi gør forkyndelsen meget abstrakt, sproglig svær eller taler på en måde, som insinuerer, at vi voksne er forståelsesmæssigt bedre stillet end dem.

Det enkle og det ikke-abstrakte appellerer til et barn - og i øvrigt også til mange voksne. Bibelfortællingen bør være forståelig for alle – uanset udviklingstrin, boglig formåen og intellekt. Sprogligt må bibelfortællingen som regel være let forståelig, støvsuget for de værste kanaanæiske udtryk.

Forbered dig, som om alt afhænger af dig – i erkendelsen af, at alt afhænger af Gud!

I bibelfortællingen hører vi det samme, danner måske nogle forskellige billeder, men fortællingen skaber en samhørighed blandt tilhørerne, samtidig med, at den er til mig.

Måske er det derfor, at kristne børnearrangementer samler flere kirkefremmede, end voksentilbuddene gør. Her kommer masser af børn, som ellers ikke hører om Jesus andre steder. Flere steder bliver forældrene også siddende og lytter til de spændende bibelfortællinger. Kan det blive til liv for nogen? Kan børn og voksne komme til tro gennem det? Behøver jeg svare på det … Det er jo ikke røverhistorier, der bliver formidlet, men Jesus selv.

Hvorfor er det stadig ikke blevet svært at få børn (og deres forældre) med til børnetræf? Hvorfor kan det stadig lade sig gøre at stille en pavillon op og invitere vildt fremmede til at komme og høre om Jesus? Måske har balloner, hoppeborg, saft og kage noget af æren for det. Men jeg tror, at budskabet i sin enkle og forståelige form, krydret med velvalgte visuelle effekter kan appellere til nogen af dem, som ellers har svært ved at følge tråden på kirkebænken eller i missionshuset.

Gode råd til fortælleren

Som formidlere af Guds Ord til børnene skal vi være dygtige håndværkere eller landmænd. Vi skal lægge os i selen for at forberede os så godt, vi kan. Gøre os dygtige til at udføre det hverv, vi er givet: at så de frø, der kan blive til liv, hvorved Guds rige vokser og opbygges.

Gud giver væksten, skaber liv af det, der er dødt. Men han indbyder os til at bruge de evner, som han i øvrigt selv skænker os. Sikke en frimodighed, det giver.

Eller sagt med andre ord: Forbered dig, som om alt afhænger af dig – i erkendelsen af, at alt afhænger af Gud!

Og så får du lige et par vejledende råd til bibelfortællingen:

  • Læs og sæt dig grundigt ind i den fortælling eller det stof, du skal formidle. Hvad står der, og hvad står der ikke?
  • Bed om Guds vejledning og visdom i forberedelsen
  • Lad teksten bundfælde i dig selv og overvej, hvad det vigtigste i fortællingen er
  • Gør dig fri af den skrevne tekst. Lav evt. nogle fixpunkter.
  • Udvælg én eller højst to pointer, som du ønsker, tilhørerne skal kunne huske
  • Vær dig selv, når du formidler. Brug den mimik og det udtryk, som er naturligt for dig. Ellers bliver det let utroværdigt
  • Brug et enkelt og nutidigt sprog
  • Brug evt. nogle få og enkle visuelle virkemidler, som understøtter fortællingen. For meget sluger det væsentlige
  • Fortæl og forkynd med stor frimodighed. For han, der selv kalder og udruster, er med!

Derfor bibelfortælling!

Lad os slutte med det store og motiverende perspektiv på bibelfortællingen:


Han satte et vidnesbyrd i Jakob, fastsatte en lov i Israel, som han befalede vore fædre at lære deres børn, for at den kommende slægt, de børn, der skulle fødes, skulle lære den at kende, så de kunne fortælle om det til deres børn. De skulle sætte deres lid til Gud og ikke glemme Guds gerninger, men holde hans befalinger” (Sl 78,5-7).

Kunne du lide denne artikel?