Foto af Mikail Duran

»3 råd når dit (store) barn ikke vil med i kirke«

Før eller siden vil langt de fleste familier opleve, at børn sætter spørgsmål ved, om de nu også nødvendigvis skal med i kirke. Måske keder de sig? Måske savner de jævnaldrende? Uanset grunden til den manglende lyst, er der tre råd, jeg vil give, hvis du står i den situation. 

En kristen familie går i kirke*. Det gør de ikke blot, fordi der er stærk tradition for det. De gør det, fordi det er vigtigt for dem som kristne mennesker. De gør det, fordi det med at tro på Gud ikke udelukkende er en individuel beskæftigelse. Det er i høj grad også noget fælles.

Troen er noget fælles

Den sandhed trænger vi til at slå fast i vores individualistiske tid, som i høj grad også præger os kristne. Mange af os bærer desuden en pietistisk arv med os, som der er meget godt at sige om, men som også har haft en tendens til at gøre troen til noget meget individuelt. Men troen er altså i mindst lige så høj grad noget fælles.

Det har stor betydning for det, som denne lille artikel handler om. Vi skal væk fra den dominerende tanke, at kirkegang 100 % er en individuel sag. Kirkegang er selvfølgelig også en individuel beslutning for unge og voksne, men vi trænger til at få styrket den kollektive tænkning og praksis. Vi går i kirke – sammen med alle de andre – fordi vi er et fællesskab, som ingen ringere Jesus Kristus har sat os ind i ved dåben og troen.

Fra de er små

Normalt vil det være sådan, at små børn – op til ca. 10 år alderen – automatisk følger med i kirke, hvis far og mor altså er trofaste. Selvfølgelig kan der være brok også med små børn. Men dels er det ikke forsvarligt at lade dem være alene hjemme, dels vil en sund forældreautoritet give små børn den tryghed, at det er ikke en sag, de selv skal afgøre hver søndag morgen.

Hvis kirkegangen er blevet en fast rytme fra barndommen af, vil den heldigvis også for mange betweens og teens fortsætte med at være det. Men før eller siden vil langt de fleste familier opleve, at store børn sætter sig til modværge! Hvorfor skal vi altid i kirke? Det er kedeligt. Jeg gider ikke. Jeg kan sagtens være alene hjemme.

Hvad gør man som forældre i den situation? Lad mig nævne tre ting:

1. Dine børn har godt af at komme i kirke

Gør dig for det første klart, at dine børn har brug for at komme i kirke. Fordi troen også er noget fælles. Fordi selve det at være i fællesskabet har en formativ virkning. Fordi der forhåbentlig også er noget i din kirke, der appellerer til dem. Fordi de forhåbentlig møder jævnaldrende, som også er en del af fællesskabet.

Det er altså ikke børnemishandling – det er tværtimod omsorg for sine børn på meget højt plan – at tage dem med i kirke, også når de er halvstore. Sådan som du sørger for, at dit barn kommer i skole, spiser sund mad og ikke har for meget skærmtid (selv om børnene protesterer), sådan er det også med kirkegangen. Den er udtryk for åndelig omsorg for dit barn.

Nogle ganske få børn tager bevidst afstand fra den kristne tro på et meget tidligt tidspunkt, fx som otteårige. I den situation tænker jeg, at man kan gøre to ting:

  1. Huske, at den sag ikke er definitivt afgjort, så det vil være i orden at sige til det otteårige barn, at du fortsat skal med i kirke, selv om du siger, at du ikke tror på Gud.
  2. Gøre sig klart, at et sådant barn – hvis ikke der indtræffer en ændring – måske tidligere end andre børn skal have lov til at blive hjemme, fordi der på den lange bane ikke kommer noget godt ud af at tvinge til kirkegang for længe.

2. Tal med dit barn om, hvorfor det ikke vil med

For de fleste børn er det med ikke at ville med i kirke mere noget med, at de ikke gider eller ikke har lyst. I de tilfælde gør man som forældre klogt i at give sig god tid til en snak med barnet om, hvorfor det har det sådan. Spørg og lyt med empati! Og prøv at finde løsninger.

  • Måske handler det om, at der ikke er andre på hendes alder. I så fald bør du anerkende, at det er et problem, som det ville være for dig, hvis der ingen var på din alder. Men prøv også at tale med dit barn om fællesskabstanken, som jeg indledte denne artikel med. Prøv at spørge hende om der er nogle jævnaldrende, I kan invitere med. Eller prøv måske at give hende en opgave i børnekirken med de yngre børn.
  • Måske handler det om tvivl. Også den må tages alvorligt. Fortæl evt. lidt om, hvad du selv gør, hvis du kommer i tvivl om troen på Gud. Prøv måske at motivere ved at sige, at netop når vi slås med troen, kan det være en stor hjælp at komme i det kristne fællesskab. Dels for at høre eller opleve noget, der kan hjælpe os ud af tvivlen. Dels fordi vi nogle gange må lade fællesskabet tro på vores vegne.
  • Måske har dit store barn bare slet ikke lyst. Igen skal du give dig god tid til at spørge og lytte. Kom ikke med for hurtige konklusioner. Prøv at sætte dig i dit store barns sted. Prøv at tænke tilbage til dengang, du var i hendes eller hans alder. Du kan også fortælle, at du (måske) heller ikke altid har lyst til at gå i kirke. Men igen – jf. de indledende tanker om det kristne fællesskab – så sig, at du har gjort erfaring af, at det er godt alligevel at komme afsted – om ikke for andet, så for at ikke at være så individualistisk (brug et andet ord!)

Du kan også tale med dit store barn om, at det med at være med i et kristent fællesskab også er en åndelig kamp. Gud og djævelen er på spil. Den første for at fastholde dig i det kristne fællesskab. Den anden for skille dig fra det. Især når dette kommer på banen, er det selvfølgelig nødvendigt med en tryg og fortrolig tone, så samtalen ikke kan føles som en trussel.

3. Hvornår skal man lade barnet afgøre, om det vil med i kirke?

Som sagt: Så længe børnene er små, er det ikke en sag, der står til diskussion, at vi skal i kirke. Når de bliver halvstore og nogle protesterer, så prøv dig frem med de ting, jeg nævnte i punkt 2. Men før eller siden er det jo en sag, hvor barnet selvstændigt må afgøre, om det tager med i kirke.

I en periode i vores families liv var situation den – meget mærkværdige! – at vi gik i kirke søndag formiddag og til møde søndag aften. Da børnene blev 13-15 år gamle, måtte de vælge, om de ville med om formiddagen eller om aftenen – eller begge gange. De valgte aldrig begge gange, og de valgte næsten altid søndag formiddag.

Nu er det sjældent, man kan lave sådan en valgordning, men princippet er for mig det samme: Når børn er 13-15 år gamle, er de normalt så modne, at de selv må vælge. Man kan og bør fortsat tale med dem om det med kirkegang og kristent fællesskab. Her kan det også spille ind, om dit barn kommer i et kristent ungdomsfællesskab. Hvis det gør det, kan det måske betyde, at du også synes, det er OK, at kirkegangen – for en periode – ikke er altafgørende.
Prøv at holde samtalen åben, men øv dig også i at respektere dine store børns valg.

For øvrigt er det ikke en given sag, at fordi dit barn har været kirkegænger op igennem teenageårene, at de så bliver ved med det senere hen i livet. En anden af artiklerne her på hjemmesiden (Teenageres valg og fravalg) handler om den smerte. Læs den!

Friheden og Guds ansvar

Lad mig runde af med at minde om, at Gud kender dine store børn, og han har et inderligt ønske om, at de må høre ham til, og at de må være en del af et kristent fællesskab. Så giv slip. Du er ikke Gud. Du betyder ikke ALTING for dine børn. Gud tager hånd om dem.

Du har derimod ansvar for – efterhånden som dit barn bliver modent – at give det ubetinget frihed til at vælge til og fra i forhold til kristne fællesskaber. Der kommer intet godt ud af at tvinge nogen til at tro eller til at komme i et kristent fællesskab.

 

 

  

* Her skriver jeg om at gå i kirke, men noget tilsvarende gælder, hvis man går til møde i et missionshus.

Kunne du lide denne artikel?