Når vandpiben åbner døren til tyrkere

”God works in mysterious ways” siger et gammelt digt. Jeg har erfaret, at det er sandt. Han valgte at bruge en ikke-tyrkisk talende turist til, ud af det blå, at præsentere evangeliet for tre unge tyrkere på en vandpibecafé. 

Jeg står i en forstad til Tyrkiets hovedstad, Ankara. Klokken er 23.00. Det har været en lang dag, og jeg burde være træt. Men hjertet banker, hjernen kører med 180 i timen, og jeg er slet ikke klar til at sove. Smilet bliver større og større, da jeg træder ind ad døren til min vens hus, og fortæller ham om aftenens oplevelser. 

”Du ved godt, hvad du lige har oplevet, ikk? Vi er skabt til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i”, reciterer han med et smil, der går op til begge ører. ” Det var ikke tilfældigt, at du skulle sætte dig lige præcis på dén vandpibecafé, Anders.”

En forvildet turist

Jeg er her for at besøge en ven, og denne eftermiddag er jeg gået alene på opdagelse i byens centrum. Jeg kan ikke finde rundt, og mit tyrkiske er begrænset til enkelte hilsner og ord. Mens jeg nysgerrigt går rundt i Ankara, ser jeg en vandpibecafé. Jeg bestiller en kop kaffe og en vandpibe på hakkende engelsk hos tjeneren Efes, der ikke taler et pluk engelsk. Jeg er en forvildet turist i Ankara, der ikke umiddelbart passer ind. Jeg smiler til nabobordet, hvor der sidder tre unge tyrkere, der ryger, griner og taler sammen. De spørger, hvor jeg er fra, og vender så tilbage til deres samtale. Min vandpibe kommer, og jeg sidder og læser i en af mine bøger til studiet, mens jeg sender nogle billeder hjem til Danmark. Efter tre kvarter skal jeg til at gå for at finde mig en Durum, da de unge vender sig mod mig og inviterer mig over til deres bord. To af dem taler heldigvis engelsk, og den tredje er ved at lære. Jeg tøver lidt, men mavefornemmelsen er ikke til at tage fejl af – jeg er nødt til at sige ”ja”. Nu er jeg en forvildet turist ved et bord med tre tyrkere – jeg passer endnu mindre ind. Denne aften skal jeg lære, at det kan Gud sagtens bruge.

Jesus på bordet

Vi udveksler høfligheder, og da de hører, at jeg læser teologi, lyser den ene op. ”Så ved du meget om kristendommen? Jeg har så mange spørgsmål! Men jeg tror ikke, at der er en Gud.” Lige pludselig ændrer samtalen karakter. Nu griner vi ikke af min fjollede tyrkiske udtale eller vores tegnsprog, når ordene slipper op. Det her er virkeligt. Jeg sidder overfor tre tyrkere, der er søgende. Én kalder sig muslim, men lytter nysgerrigt, den anden tror, der er en Gud, men ved ikke hvilken, og den sidste mener ikke, der findes en Gud. Jeg er så uforberedt, man kan forestille sig. Jeg har kun sjældent evangeliseret på engelsk, jeg kender ikke de tre unge, og jeg kender ikke den tyrkiske kultur eller religiøsitet. Men nu er det mig, der sidder her, og så må jeg tage opgaven på mig. Jeg beder en stille bøn og ordene begynder at flyde.

Jeg forsøger at forklare, hvorfor jeg er kristen. Hvorfor jeg tror, der er en Gud. Hvordan det hænger sammen, at der er ondskab i verden. De stiller mange seriøse spørgsmål. De vil virkelig gerne vide, hvordan tingene hænger sammen, og de kender ikke nogen kristne. Højdepunktet kommer, da ateisten siger, at religion jo bare er en masse regler og adlydelse for at optjene retten til at komme i himlen. Og mens jeg sidder og tænker over mit svar, bliver det stort for mig. Det er ikke sådan kristendommen er. Retfærdiggørelsen af nåde gennem Jesu død er den springende forskel. Jeg forklarer dem, hvordan jeg oplever Islam – at de gode gerninger skal være flere end de onde for at komme i himlen. De nikker til min gengivelse, og da jeg fortæller dem, at sådan er kristendommen ikke, står tiden stille. ”I kristendommen er Guds kærlighed gratis. Du kan ikke fortjene den. Han elsker alle og tilbyder frelsen gennem Jesus til alle, og du skal bare sige ja.” De ser undrende ud, mens de tygger på den radikalt anderledes tro, jeg præsenterer for dem. Jesus er i den grad kommet på bordet. Og han gør noget ved dem.

Dørene er vidt åbne

Samtalen går videre, og jeg deler mit personlige vidnesbyrd om de ting, Gud har gjort i mit liv. De fortæller, hvordan deres tro hænger sammen og vi kommer vidt omkring, mens vandpibekullene gløder og røgen bliver tykkere og tykkere omkring vores bord. Den ene kop tyrkiske the efter den anden skylles ned. Samtalen vandrer videre til uddannelse, politik, sex, alkohol, Netflix-serier og alt den her aften peger på sin egen måde på Jesus. Vi griner med hinanden og driller kærligt.

Jeg er så privilegeret over, at Gud kunne bruge min vandpibetrang til at pege på Ham. Jeg føler mig også utrolig heldig, men når jeg taler med mine kristne venner i Ankara, opdager jeg, at denne historie er ikke unik. Gud bruger de kristne i Tyrkiet til at pege på Ham på alverdens måder. Og i de her år ses en tendens hos særligt de unge. De er åbne. De er åbne for et alternativ til Islams hårde gerningsretfærdighed. De er træt af de religiøse kræfter i deres land og søger aktivt efter et alternativt. Dørene er vidt åbne. Denne aften var døren vidt åben hos tre tyrkere på vandpibecaféen – hvem ved, hvor den åbner næste gang, jeg går forvildet rundt i Ankara? spørger jeg mig selv, mens jeg ligger i sengen. Det ved Gud. Men jeg kan slet ikke vente til at se, hvad der sker, når jeg vågner i morgen.
"For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i" (Ef 2,10).