Skolegang for piger

I år er LMU’s indsamling et meget konkret hjælpearbejde. Vi vil hjælpe piger med at kunne fuldføre skolegangen, og begge køn med information om det at komme i puberteten.

Rigtig mange piger i Tanzania stopper med at gå i skole, når de kommer i puberteten. Forestil dig lige den situation i Danmark. Tænk hvad det gør ved pigernes sociale liv. Tænk, hvad det gør ved uligheden og samfundets syn på kvinder. Tænk, hvad det gør for den enkelte piges muligheder for at bruge sine talenter. Eller hvad det gør ved samfundet, at 50% af befolkningen ikke har mulighed for at kvalificere sig fagligt.

Det er nemt at ændre på
Det er ret nemt at arbejde for en ændring. Du kan for ca. 90 kr. hjælpe én pige, så hun kan fortsætte sin skolegang. Det svarer til en biograftur for dig. Det er et nyt liv for hende. I 2020 hedder LMU’s indsamlingsprojekt derfor: ”Skolegang for piger”, men det er sådan set også drenge, der får hjælp. Vi vil nemlig gerne informere både drenge og piger om, hvad der sker i puberteten og uddele bind og trusser, så pigerne kan fortsætte i skole. 

Helt konkret går støtten fra LMU i 2020 til, at missionær Ruth Bach Svendsen, sammen med medhjælpere fra kirken, tager ud og besøger skoler i landsbyer. Her leverer de: 

  • En dags undervisning fra kirkemedarbejdere om pubertet og det at være ung kristen
  • Et mini-hæfte om overgangen til at blive mand/kvinde
  • Et hæfte om ”My first period”
  • En pakke Safepad™ (fire genanvendelige, anti-bakterielle stofbind)
  • To par trusser

Hver gang, vi modtager 90 kr., har vi mulighed for at hjælpe én pige mere. Gør en forskel for unge piger i dag, og støt projektet i Tanzania!

Hvad nu?
Se hvordan du støtter her - eller sørg for at din LMU-forening i fællesskab støtter, ved hjælp af en indsamlingsaften. 

Kontrakt

Her kan du finde kontrakten (på engelsk) mellem LMU og vores samarbejdspartner i Tanzania, North Central Diocese.