Status på MP20 ift. Corona

 

Hvad betyder Corona-virussen for LMU's missionsprojekt 2020? Her er en kort status. Den ansvarlige missionær for projektet, Ruth Bach-Svendsen, og hendes mand Philip er rejst fra Tanzania til Danmark, hvor de nu befinder sig.

 

Situationen i Tanzania

Status er, at i Tanzania er alle skoler lukkede, ligesom i Danmark. Det forventes dog, at de åbner igen til august, eller når virussen har passeret landet. Dette er naturligvis svært at forudsige, idet det er uvist, hvor hårdt Afrika vil blive ramt. Ruth er meget optimistisk omkring, at projektet nok skal kunne gennemføres - det bliver bare lidt senere end forventet.

 

Indkøbte midler 

De indkøbte hygiejnebind er ankommet til Arusha. Arbejdet med hæftet "Mimi, mwili wangu na Mungu", som skal deles ud til piger og drenge på skolerne, gik ned i gear, da skolerne lukkede, men nu er Ruth ved at lægge sidste hånd på det. En tegner er ved at lave illustrationer til hæftet, og derefter skal der styr på opsætning, omslag og det sidste finish. Dette er der god tid til, og resultatet ser ud til at blive rigtig godt, også indholdsmæssigt. Hæftet handler om pubertet og om at vokse op og blive kvinde eller mand, samt hvilke kropslige ændringer, det medfører. Uddeling af disse hæfter og undervisning i at være skabt i Guds billede som en fantastisk skabning vil forhåbentlig medføre en større gensidig respekt blandt kønnene og gøre, at flere piger kan gennemføre deres skolegang. Dette kan du læse meget mere om på nogle af de andre sider under "Missionsprojekt 2020".

 

Bed for Tanzania og projektet

Det var en kort opdatering på missionsprojektet. Det bliver naturligvis gennemført, selvom det bliver senere end forventet. Vær meget gerne med til at bede om, at Gud må velsigne midlerne og være nær hos de involverede i projektet, samt at virusbølgen ikke må ramme Afrika hårdt og hurtigt vil drive over.