»Kristne tyrkere er urimeligt glade«

Af Anders Solgaard, deltager på LMBU’s tur til Tyrkiet i uge 42.

Anders Solgaard var deltager på LMBU’s tur til Tyrkiet i uge 42. 13 unge var afsted i anledningen af LMU’s indsamlingsprojekt i 2018 og 2019. Turen havde til formål at møde de tyrkiske kristne og se det arbejde, som Norea Mediemission er en del af i landet. Turen gik til Istanbul, hvor der var besøg på Sat-7, Ankara, hvor Radio Shema blev besøgt, og kystbyen Samsun, hvor Radio Shema har en radioantenne.

... urimeligt glade, fulde af irrationel kærlighed og altid i vanskeligheder.

Mens jeg var afsted i Tyrkiet med LMBU, trak jeg mig tilbage med bogen Dyb hvile og dynamisk liv. I Istanbul læste jeg disse ord om de første kristne: ”For det første var de urimeligt glade, for det andet var de fulde af en irrationel kærlighed til alle, og for det tredje var de altid i vanskeligheder.” Det er længe siden, de første tyrkere blev kristne, men ordene kunne være om de tyrkiske kristne anno 2018. Dagen før havde vi mødt en kristen tyrker, der passede perfekt på de ord. Han mødte os ved Bosporusstrædet og gik med os rundt i byen, mens han fortalte. Men fortællingen blev jævnligt afbrudt, for han måtte lige hilse på grønthandleren her, den forbipasserende der, frisøren på hjørnet og en række flere. ”De er alle muslimer”, fortalte han mig. ”Men de kender mig og ved, at jeg er kristen, og det respekterer de”. Da han konverterede, chikanerede familie og venner ham og smed ham ud af deres liv, men det var svært at mærke, for han delte rundhåndet ud af kærlighed til både kristne og muslimer på gaden. Urimeligt glad. Fyldt af irrationel kærlighed. Altid i vanskeligheder.

Så forfærdelig stor en by

Turens første dage blev brugt i Istanbul, hvor vi mødte noget af den tyrkiske kultur. Shawarma, vandpibe, kaffe og moskeer på ethvert gadehjørne. Vi travede rundt i gaderne mellem højhusene i timevis, så de stopfyldte sporvogne køre forbi og befandt os i et konstant menneskehav. Efter et par dage bemærkede rejselederen, at jeg ofte havde sagt: ”Det er godt nok en stor by”. Jeg havde ikke selv tænkt over det, men Istanbul overvældede mig. Og det undrede mig. For jeg har før været i millionbyer som London, Dar es Salaam og Barcelona. Storbyer, der også har imponeret mig, men som aldrig har taget luften fra mig, på den måde Istanbul gjorde. Og det var ikke de mange millioner mennesker, de kæmpe broer, der forbinder Asien og Europa, eller den imponerende Hagia Sophia. Nej, det var dét, at når jeg kiggede ud over byen, eller når jeg talte med folk på gaden, så kunne jeg næsten være sikker på, at hver eneste var muslim og sandsynligvis aldrig havde hørt evangeliet eller kendte Jesus som Guds søn. Det var dét faktum, som overvældede mig. Som kristen, var det en tragedie, der skete for øjnene af mig. Dét var hårdt. Eller datidsformen er nok ikke velvalgt - for det er jo stadig en tragedie, selvom jeg ikke ser det, mens jeg er her i Danmark. For dagligt går muslimer i Tyrkiet, Mellemøsten og for den sags skyld også Danmark rundt uden at møde Jesus. Det er en realitet, selvom jeg ikke personligt ser dem gøre det. Og hvis kristendommen er sand, så er dét en sand tragedie. 

Uvidenhed må bekæmpes

Men der er håb midt i tragedien. Et besøg på den kristne TV-station Sat-7 i Istanbul, gav første idé om, hvad mediemission kan gøre. Sat-7 kan nå ud til mere end 50 millioner mennesker, og de skønner selv, at 7 millioner ser dem. Det er en succes, men den tommetykke sikkerhedsdør ind til studiet minder om, at der også er modstand mod det kristne evangelisationsarbejde og risiko i at udføre det.

Endnu en aktør i mediemissionen er modtagerne af LMBU’s indsamlingsprojekt: Radio Shema, der har hovedkontor i Ankara. På Radio Shema når en gruppe autodidakte radioamatører ud til 15 millioner mennesker – og radioen bliver hørt. En rundspørge i Ankara viste, at 2/3 af de adspurgte kendte og hørte Radio Shema. Dét er mange mennesker. Men opgaven er også stor. En af de unge kristne i Ankara fortalte, hvordan han, før han blev omvendt, var uvidende om, hvad kristendommen handlede om. I en kamp for at vise Islams overlegenhed gik han i debat med en håndfulde kristne på internetsider, men da han slog op i en bog, han fik tilsendt, begyndte han at undres. Han læste Bibelen, talte med de kristne over kaffe og vandpibe, og over tid blev han kristen og døbt. Han bad om hjælp til at udbrede kendskab til kristendommen i Tyrkiet – og i det projekt er mediemission en stor spiller. For oplysning er ofte det første skridt imod accept og tolerance i et samfund. Tyrkerne må se og opleve, at ”de andre” ikke er så farlige – ligesom det er sundt for enhver dansker at møde ”de andre”. Det var også en del af min oplevelse af Tyrkiet – det er ikke så farligt, som jeg troede.

Troen koster

Det, der står stærkest tilbage efter en uge i Tyrkiet, er de kristnes livsglæde. For det koster at være kristen i Tyrkiet. Det kan være med livet som indsats, men som det mindste sættes husfreden, familien, venner og jobbet på spil, når en muslimsk tyrker vil være en kristen tyrker. Nelson Mandela sagde engang: ”Jeg lærte, at mod ikke var fravær af frygt, men sejren over den. Den modige mand er ikke ham, der ikke føler sig bange, men ham der besejrer denne frygt.” Man skulle næsten tro, at de kristne tyrkere har lært fra den sydafrikanske frihedskæmper. Én af dem sagde nemlig: ”Da jeg blev kristen, blev jeg fyret, gik konkurs og mine venner og familie ville ikke tale til mig. De slog mig og pressede mig, men frygten er ikke herre over mig. Det er farligt at være kristen hernede og jeg er nogle gange bange, men jeg har lært, at frygten ikke må styre mig. Men bed for os – vi har brug for det.” Der er ikke fravær af frygt, men der er mod i frygten hos de kristne i Tyrkiet og resten af verden.

For de tilhører ham, der har besejret det, som de frygter. Troen koster her på jorden, men Himlen venter. Og Jesus er større end frygten. Vi kan opmuntres og inspireres af de kristne tyrkere. Husk dem i forbøn. De er altid i vanskeligheder, fyldt af irrationel kærlighed, og urimeligt glade.

Kunne du lide denne artikel?