LMU på landsmødet

LM's landmøde nærmer sig, og det er der rigtig god grund til at glæde sig til som LMU'er. Der bliver nemlig gjort ekstra meget ud af at forkæle netop dig.

Guds nåde kan vække døde hjerter til live. Guds nåde er en "hjertestarter". Dette er temaet for LM's landsmøde, som løber af stablen d. 22-24. april i Ringkøbing/Skjern Kulturcenter.

Der er altså masser af god og befriende forkyndelse at glæde sig til. Men det er ikke det hele. Der vil nemlig igen i år være en LMU-café, hvor man kan hygge sig og købe lækre sager til små penge. 

Fredag eftermiddag er der sport for LMU'erne, og når man har fået pulsen op og ned igen, kan man bagefter tage til LMU-seminar om at have Gud med i hverdagen.

Om lørdagen kan LMU'erne skaffe penge til LMU's missionsprojekt uden selv at skulle have en krone op af lommen. Det sker ved at tilbyde de mange LM'ere at vaske deres biler for penge.

Er man bekymret for, om landsmødet er alt for dyr en affære, så kan man tage den med ro. LMU'ere mellem 13-25 år tilbydes nemlig en særlig madordning, som inkluderer morgenmad og frokost alle dage for kun 75 kr. Fredag aften er der fælles jagt på pizza i Skjern, og lørdag aften er der LMU-fællesgrill for kun 30 kr. pr. næse. LMU'ere kan desuden overnatte gratis på Skjern Kristne Friskole.

Så skynd dig at sende din tilmelding!

Vi ses på Landsmøde 2016.