Bøn

Jeg tror, bøn virker. Det gør Jesus tilsyneladende også. Han understreger i hvert fald flere steder, at det er mere end en god idé (se fx: Matt 7,7. 18,19. 21,21-22). Det er en bibelsk pointe, at vi er totalt afhængige af Helligånden for at kunne erfare Gud. Derfor er det vigtigt, at vi til stadighed har fokus på at bede Helligånden åbne Bibelen for os, så vi lærer Gud, hans frelsesplan og vilje bedre at kende.

Du lærer det ved at gøre det
Bøn er lidt ligesom diakoni. Det giver ikke meget mening bare at tale om det. Det må læres ved, at man gør det. Derfor er det min stærkeste opfordring, at du begynder at bede. For kun sådan læres det. Disciplene spurgte Jesus, om han ikke ville lære dem at bede (Luk 11,1). Det ville han, og så gav han dem Fadervor. Derfor er det en god idé at bede fadervor regelmæssigt, også i fællesskabet.

Bøn i dit eget liv

Jeg vil gerne dele min egen bønspraksis med dig. Jeg bygger min bøn op i fire bidder. Jeg forkorter den T-B-T-B (tilbedelse-bekendelse-tak-bøn).

Tilbedelse

Jeg starter med tilbedelse for at sætte tingene i det rigtige forhold. Gud er Gud, og jeg er hans barn. Han har frelst mig, og jeg får det for intet. Af den grund fortjener han al ære. Hvis du synes, det er svært at finde på noget at sige her, så er Salmernes Bog en kæmpe hjælp. Læs dem som bønner, så er tilbedelsen godt i gang. Jeg beder konsekvent Salmel 86, for den får det til at krible i maven på mig.

Bekendelse

Jeg har brug for at sætte konkret ord på min synd, for ellers tager jeg ikke ansvar for den. Jeg bekender først de ting, jeg har gjort forkert, dernæst de ting jeg har sagt, og til sidst de ting jeg “kun” har tænkt.

Tak

Her starter jeg med at takke for tilgivelsen. Derefter remser jeg alle de ting op, som jeg vil takke Gud for. Det er både åndelige ting og jordnære ting: Særligt mit liv, min hustru, min familie, mine venner får Gud stor tak for.

Bøn

Til slut kommer bønnerne. Her har jeg en liste over personer og foreninger, som jeg beder for. Der er mange, og jeg kan ikke overskue det hele hver dag. Derfor er de delt op på ugens seks første dage. På den måde er der plads til, at det kikser en enkelt dag.

Jeg håber, at du ved, at Gud ønsker fællesskab med dig, og der er bønnen helt centralt. Bed frimodigt, det har han selv sagt, at du kan gøre.

 

Bøn
Der er en milliard måder at bede på, så det er bare med at være kreativ

Bøn i det kristne fællesskab
Jesus siger, at skilt fra ham kan vi slet intet gøre (Joh 15,5). Det gælder også når de kristne mødes, fx til LMU. Derfor er det virkelig en god ide at starte med et bønnemøde. Det kan godt være svært at mødes før tid, men så start aftenen med at bede et kvarter. I kan evt. skære andagten fra, eller en af de første sange, så der bliver mere tid til bøn. For det er alligevel der, kraften ligger.

Der er en milliard måder at bede på, så det er bare med at være kreativ

Og her får du bare lige 5 forslag:

Læs eventuelt nogle af Paulus’ bønner op – for at lære at finde fokus i bønnerne. 
Det kan være rigtig godt at bede, mens man går. Gå evt. en tur i nabolaget, og bed om at Gud må skabe vækkelse i området. Derefter får mødet måske større relevans for dig? 
Læg hænderne på hinanden og bed
Brug forskellige bedestillinger. Du er menneske med krop, brug den. Er det svært at finde ud af, så sæt en til at styre det. Så er det heller ikke så pinligt at deltage. I kan fx knæle, løfte hænderne, lægge jer fladt på maven osv. Bed bønner der passer til stillingen. 
Gå sammen fire og fire og fortæl hinanden om det sted i går i skole, arbejder eller studerer. Bed for vækkelse der, for frimodighed til mission og for udholdenhed til at leve et helligt liv der.