»Spædbørn kan tro – et under af Guds nåde!«

Af Hans-Ole Bækgaard, Viby J.

Formand for Indre Mission. Tidligere præst i Aarhus Bykirke.

Er 46 år. Gift med Trine og har to børn.

For nogle bedre kendt som ”Olsen”, et kaldenavn som har hængt ved siden 11-12 års alderen. 

Nyder kulinariske oplevelser, at færdes i naturen, samvær med familie og venner, klassisk musik, engelske krimier og historiske dokumentarer.

Går du ind for barnedåb eller voksendåb? Spørgsmålet har jeg fået flere gange, og jeg begynder som regel kort og godt med at svare: begge dele. Forvirringen er stor, men det giver god mening på bibelsk og evangelisk-luthersk grund.

Der er kun én dåb

I mine femten år som præst har jeg døbt spæde, børn, unge og voksne. Hver gang er samme ritual anvendt, da vi i folkekirken kun har ét dåbsritual uanset alder. Det flugter med Ny Testamentes understregning af, at der kun findes ”én Herre, én tro, én dåb (Ef 4,6), ligesom det siges i Den nikænske Trosbekendelse, at ”vi bekender én dåb til syndernes forladelse”.

Når vi døber i en evangelisk-luthersk kirke, sker det samtidig med, at vi bekender, hvem vi tror på. Hermed bliver dåben centreret om Gud fremfor om den, som døbes.

Troen er ikke et projekt, men en gave

Kan spædbørn tro? Hvis tro handler om fornuft, om bevidst erkendelse og erfaring, og dåben i den sammenhæng er en bevidst handling som bekræftelse af ’min tro’, så er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor man vil svare nej til spørgsmålet.

Men hvis tro og dåb faktisk er noget andet, kan det give god mening at svare med et stort ja! Bibelen giver os gode grunde til at omtale troen som en gave (Ef 2,8-9), som Gud skaber ved evangeliet, hvortil han knytter sine løfter. 

Troen er ikke et personligt projekt, men netop en nådegave, som kun Gud kan lade vokse frem i et menneske ved Helligånden og sit Ord. Det er ikke begrænset af alder, intellekt, modenhed eller evner. Fornuften er ikke forudsætning eller tilknytningspunkt for troen.

Derfor bliver troen ikke ’min gerning’, så dåben mest bliver en anledning til at bekræfte troen. I den evangelisk-lutherske lære er forståelsen nærmest omvendt. Dåben er Guds gerning (Rom 6,3ff; Kol 2,11f; 1 Pet 3,21), hvor frelsen gives som gave, og hvor troen skænkes til at kunne tage imod.

Guds frelste børn ved dåb og tro

Jesus siger: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det” (Mark 10,14-15). Og et andet sted: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes” (Mark 16,16).
Disse bibelvers er vigtige. Her bliver det sagt, at for at blive et Guds barn må alle (spæde, børn, voksne) lade sig døbe og modtage Guds rige på samme måde.* Ja, det er lige før, at et lille barn har bedre muligheder, fordi fornuften ikke bliver en hindring, sådan som det lettere kan ske senere i livet.

Gud ønsker, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (1 Tim 2,4). Alle står i udgangspunktet i en fortabt situation og skyldig til evig straf. Ingen har mulighed for selv at finde vej til Gud. Evangeliet er, at han kommer os i møde. I dåben baner han selv vej, så vi kan blive hans børn ved troen på Jesus og leve i hans rige. Dåben alene udvirker ikke dette, og derfor har troen en afgørende rolle.

I Bibelen omtales dette at få troen som en gave i dåben ved Helligåndens virke som ”genfødelse” (Joh 3,1ff; Tit 3,4-7; 1 Pet 1,3). Tro og genfødelse hører sammen som Guds værk og knyttes til dåben – og senere i livet også til omvendelsen. Derfor beder vi i velsignelsen lige efter dåbshandlingen: ”… som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse…”.

Børn frelses ikke ved uskyld, men ved troen alene

Derfor kan et spædbarn også tro, fordi det som sagt er Gud, der skaber og virker troen ved evangeliet. Denne grundforståelse ligger bag dåb af såvel voksne som børn i Ny Testamente og den tidlige kristne kirke. Derfor blev børn også døbt helt fra begyndelsen siden den første pinsedag (ApG 2,37-41).

Ikke mindst Luther og andre lutherske reformatorer har udtrykt sig klart om spædbørns tro som noget helt grundlæggende for at forstå, hvad Gud skænker os i dåben – og hvad dåben i det hele taget er. Børn frelses ikke for deres uskyld, men ved troen som en Guds gave til det faldne og hjælpeløse menneske. Også et barn er fuldt ud menneske.

Selvom et spædbarn ikke kan svare for sig, så får børnene ved dåben deres egen tro. Luther kan pege på, at en fremmed tro hjælper børnene til at få deres egen tro: kirkens og i særdeleshed faddernes tro kommer dåbsbørnene til gavn, når de under forbøn frembæres til Kristus ved dåbshandlingen.

Udøbte børn går ikke automatisk fortabt

Hvad sker der så med dem, som ikke nåede at blive døbt (fx aborterede, dødfødte o.a.)? Vil de uundgåeligt gå fortabt?* 
Luther skriver om denne sag, at den er båret af troen på en barmhjertig Gud. I alle tilfælde er det Guds afgørelse. Uforskyldt undladelse af dåben ikke er det samme som foragt for dåben. Det er i sidste ende troen på Jesus Kristus, som frelser. Som en gammel sjælesørgerisk regel siger, så har Gud bundet os til nådens midler, men han har ikke bundet sig selv.

En anden af reformationens hovedpersoner gav udtryk for, at når vi kristne i dåben eller med vores bøn bringer vores børn til Kristus, vil han også personligt tage imod dem. Han knyttede til ved den gamle tanke i oldkirken, at vanddåben i nødstilfælde kan erstattes af ønsket om at blive døbt. Ja, han sagde endog, at forældrenes ønske og bønner kan erstatte barnets ønske om at blive døbt. Han fastslog, at vi med vished har Guds ord og løfte at holde os til. Med vores bønner kan vi bære vores børn til Kristus – og det er det afgørende.

Derfor er det ikke luthersk lære uden videre at hævde, at udøbte børn går fortabt. Vi må som kristne hvile i troen på en nådig Gud og bringe vores kære frem for ham i bøn.

 

 ---

 

Forslag til litteratur

Om den hellige dåb af Martin Luther 

Om kirkens babylonske fangenskab af Martin Luther (afsnit om ”dåben”)

Den Augsburgske Bekendelse 1530 (især artikel 2, 9, 18 og 19)

Den Augsburgske Apologi (især om ”dåben”)

Den Danske Kirkeordinans 1539 (afsnit 5 og 14)

Om udøbte børns skæbne af Flemming Kofod-Svendsen

Hovedet under armen? af Hans-Ole Bækgaard, Lohses Forlag 2010 (side 224-231)

Hvad Bibelen faktisk siger om barnedåben af Leif Andersen, Lohses Forlag 2013 (e-bog)

Luther var overbevidst om spædbørnenes tro af Michael Lerche Nygaard  (set 7. november 2019)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

* Læs mere i min bog "Hovedet under armen?" side 224-231, og i "Hvad Bibelen faktisk siger om barnedåben" af Leif Andersen. Se mere i "forslag til litteratur" i bunden af artiklen. 

 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

 

 

* I artikel 9 i Den augsburgske Bekendelse (1530) omtales dåben som ”nødvendig til frelse”. Det har bl.a. givet anledning til dette spørgsmål.

Kunne du lide denne artikel?