»Den nødvendige dørtærskel«

Hør artiklen her

Peter Rask er præst i Kirken ved Søerne, som er en frimenighed i Silkeborg under Luthersk Mission.

Hvis man vil en tur i svømmehallen for at svømme, er der ingen vej udenom: du er nødt til at skifte tøj. 

Ingen bademester vil acceptere, at du hopper i bassinet, uden du har vasket dig og taget badedragt eller badebukser på. Derfor kan man læse i ordensreglerne for svømmehallen, at overtrædelse af disse regler vil medføre bortvisning. Ikke kan, men vil, fordi der er regler for at komme i svømmehallen, og de er ikke åbne for diskussion. Enten følger du dem, eller også er det ud. Og det accepterer vi. Jeg møder i hvert fald ingen, som brokker sig over reglerne, eller som åbent modsætter sig dem. Formentlig fordi vi ved, at reglerne er der til fælles bedste, og at de sikrer alle en god oplevelse i svømmehallen.

For høj eller for lav tærskel

Så fænomenet med regler for adgang og samvær er ikke noget som kirken har patent på. Mange institutioner og foreninger har krav og forventninger til deres medlemmers påklædning og opførsel. Men hvordan ser det ud i kirken?

Internt i missionshus-lingoet taler vi tit om tærsklen til missionshuset i et forsøg på at finde den rette højde på den; så den på den ene side er så lav, at enhver, som har lyst til at komme, føler sig velkommen i missionshuset, samtidig med, at den ikke er så lav, at liberalteologien frit flyder ind i forsamlingen og underminerer bibeltroskaben. Det rejser naturligt spørgsmålet om, hvad den helt rigtige højde er, og hvem der skal definere det? 

Bibelen sætter grænsen

Svaret på disse spørgsmål er, i min optik, som følger. Det må altid være Bibelen, som sætter grænsen for, hvad det er, vi kan gå på kompromis med. Når vi taler om emner som dette, der indebærer en vis portion skøn, så kan vi ikke altid være sikre på, at nå den samme konklusion. Derfor må vi have en norm udenfor os selv, som sikrer os mod vilkårlighed og smagsdommeri.

Konkret betyder det, at vores tærskel altid må være så høj, at enhver form for teologi, som fx taler imod Bibelen som normerende norm i vores liv, som vil sætte spørgsmålstegn ved Jesu opstandelse eller hævde, at der er flere veje til frelse end gennem Jesus, afvises ved døren. Fordi vores teologiske tærskel er så høj, at den ikke kan komme ind. Her levnes der efter min opfattelse ikke plads til kompromisser eller skøn. Vranglære har ingen plads i en sand kirke.

Når tærsklen bliver en mur

Men samtidig, og her er det så at det bliver svært i praksis, skal vores tærskel være så lav, at folk, som har en anden teologi eller livsstil end os, føler sig hjemme og velkomne hos os. Faren er, at vi i iver efter at holde læren ren afviser alle ved døren, som ikke mener det samme som os, ser ud som os eller lever som os. Når det sker, har vi sat tærsklen for højt, for så fungerer tærsklen reelt som en mur, der skiller os fra den verden, vi er kaldet til at være i. For når ingen kan komme ind, er det faktisk også svært at komme ud.

Derfor er vores kollektive udfordring løbende at invitere folk med til møder og gudstjenester, så vi ikke vender os til, at folk ikke kommer med, og undskylder det med vores høje tærskel. For hvor det er tilfældet, sker der en fokusforskydning fra, at folk støder sig på evangeliet, til at de støder sig på os. Fordi vi har leget dørvogtere og sorteret i, hvem vi synes, der bør være med, og hvem, der ikke bør. Og det er ikke bare en skam. Jeg tror også det er ubibelsk.

Kunne du lide denne artikel?