»Missionsbefalingen er faktisk til dig«

Jørn Nørgaard

Jeg har to drenge, der ofte efterlader sig et ”syndigt” rod i hele huset. Når jeg beder dem om at rydde op, synes de som regel, det er håbløst ubelejligt, og det er da også irriterende, når man nu lige legede så godt…

Jesus sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Fordi Jesus siger det

Sådan kan jeg også godt have det med missionsbefalingen: ”Helt ærligt Gud, hvorfor skal jeg nu det?” Ja, hvorfor egentlig? Det er ikke fordi, Helligåndens mulighed for at frelse et menneske afhænger af mine evner som evangelist. Det er heller ikke, fordi jeg på den måde skal gøre mig fortjent til frelsen. Så hvorfor skal jeg overhovedet bekymre mig om missionsbefalingen?

I forhold til mine børn bruger jeg faktisk ikke altid særlig meget krudt på ”hvorfor”. Det ender ofte bare med: ”Fordi jeg siger det, og jeg bestemmer”. Hvad var det lige Jesus sagde? Mig er givet al magt. Jesus bestemmer – ikke bare over os, men over hele verden. Og uanset om vi forstår eller får svar på hvorfor, så har Jesus nu en gang sagt, at vi skal. Han har så også sagt, at han vil være med, så vi er ikke alene om arbejdet.

Nineve, Jonas og 120.000

Jonas fik konsekvenserne af ulydighed mod missionsbefalingen at føle. Han måtte gennemgå tre døgn, der må have føltes uendelige i fiskens mave. Men hvis ikke Jonas var gået, havde 120.000 mennesker i Nineve fået konsekvenserne at føle i al evighed. Hvis ikke vi går, hvor mange må så tilbringe en uendelig evighed i Helvedes flammer?

Og i øvrigt, så er det jo faktisk vores eget rod. Det var os mennesker, der ikke ville adlyde Gud i Paradisets have. Det er os mennesker, der lige siden har været inficeret af ondskab og egoisme. Og nu beder universets skaber og herre dig om at hjælpe til med oprydningen.


Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os