»Sammenligningens velsignelse«

Hør artiklen her

Henrik Laursen er sognepræst i Vigerslev Kirke i Valby.

Vi kan ikke lade være med at sammenligne os med hinanden. Det er et vilkår. Men det er et vilkår, som både kan være til velsignelse og til forbandelse. Evangeliet viser os, at vi overfor Gud er lige. Og det hjælper os med at finde ind i sammenligningens glæde. 

Vi sammenligner os med hinanden hele tiden og i alle sammenhænge – i familien, blandt venner, i skolen, på studiet, på arbejdspladsen, på Facebook og på YouTube. Vi kan ikke lade være. Det er helt naturligt og på mange måder godt og sundt. Og det er også på mange måder en velsignelse.

For i sammenligningen med et godt menneske, kan vi opmuntres og udfordres til selv at blive eller være gode mennesker. Sådan bruger Jesus fx en fattig enke i Mark 12,41-44. Og tilsvarende kan vi i sammenligningen med dårlige mennesker opmuntres og udfordres til ikke at gøre som dem. Sådan bruger Jesus hyklere og hedninger i fx Matt 6,5-8.

Sammenligningens forbandelse

Men alt for ofte bruger vi ikke sammenligningen som en sund opmuntring og udfordring. Alt for ofte bliver sammenligningen brugt usympatisk på at løfte sig selv op over andre og til selvhævdelse på andres bekostning. Eller også bliver det en underminering af et sundt selvværd, et kvælende låg over fri livsglæde.

Det afgørende er ikke menneskelig vellykkethed eller mislykkethed, men om vi hører sammen med Jesus Kristus.

På den måde tvinges vi ind i en konstant spejling og konkurrencetilstand, hvor vi skal stræbe efter at tage os godt ud i sammenligning med andre. Og så bliver sammenligningen en forbandelse i vores liv, relationer og fællesskaber. Også dét møder vi i evangeliernes beretninger om Jesus – fx når disciplene igen og igen skændes om, hvem af dem, der er den største i Luk 22,24-27

Sammenligning i evangeliets lys

Selvom evangeliet jo ikke skal ses som sådan en mirakelkur, der kan løse alle vores problemer, ja, så har evangeliet faktisk noget at sige ind i det her. For evangeliet handler jo om, at alle mennesker er skabt af Gud i Guds billede – både de menneskeligt set vellykkede og de menneskeligt set mislykkede. Og det handler om, at alle mennesker er syndere og ikke lever op til Guds krav – og det gælder også både de menneskeligt set vellykkede og de menneskeligt set mislykkede. Og endelig handler det om, at Gud elsker alle mennesker og sender sin søn Jesus Kristus som frelser for alle – både de vellykkede og de mislykkede (se fx Rom 3,23-26). 

Alt for ofte bliver sammenligningen brugt usympatisk på at løfte sig selv op over andre og til selvhævdelse på andres bekostning.

I evangeliets lys er vi som mennesker altså lige. Det afgørende er ikke menneskelig vellykkethed eller mislykkethed. Nej, det afgørende er, om vi hører sammen med Jesus Kristus. Og hvis vi gør det, så kan vi faktisk øve os i at hvile i hans ubegribelige kærlighed og på den måde måske befri os fra sammenligningens forbandelse. 

Sammenligningens glæde

Måske kan vi endda i den forbindelse begynde at glæde os over forskelligheder og over de andres evner, muligheder og succeser. Vi kan begynde at glæde os over, at Gud har skabt og udrustet os forskelligt. Det tyder nemlig alt sammen på en Gud med fantasi, kreativitet og humor. Og det tyder på en Gud, som ønsker, at vi skal leve i fællesskaber, hvor vi bidrager med vores styrker og lader andre bidrage dér, hvor vi er svage. En Gud, som ønsker, at vi skal glæde os over og takke for det, vi har fået – og også for det, de andre har fået. Og så ellers bruge sammenligningen til velsignelse.

Kunne du lide denne artikel?