»Frimenigheden: Muligheder og udfordringer«

Peter Rask, præst i Kirken ved Søerne (Silkeborg)

Følger lidenskabeligt med i sport (særligt OB og New England Patriots)

Hos os er vi velsignet med en stor forskellighed. Der er mange i gang til hver gudstjeneste, og nådegaverne bliver virkelig sat i spil. Samtidig kan det være svært at skaffe hænder nok. Og folkekirkens missionsmark og kirkeskat, kan vi godt savne.

Velsignet mangfoldighed

Sidste søndag var der over 25 mennesker engageret til gudstjenesten. Lige fra velkommeren til kaffebryggeren over børnekirkefolkene til gudstjenestelederen. Alle knoklede de på med de gaver og den udrustning Gud har givet dem. At så mange mennesker tjener sammen med hver deres personlighed, gør at gudstjenesten får en bredde i udtryk, som i min optik sikrer, at flere kan føle sig ramt og rummet i fællesskabet.

En af LM’s kerneværdier er nådegaver i funktion. Den ser jeg bedst udfoldet i en sammenhæng, hvor alt ikke afhænger af de få og professionelle, men hvor alle må løfte med og tjene for at få afholdt en gudstjeneste. Når der efter prædikenen er ”åben mikrofon”, hvor folk kan dele liv og tro, styrkes og opbygges menigheden og evangeliet får flere stemmer end præstens.

Den velsignede mangfoldighed er således noget af det jeg sætter højest ved en frimenighed.

Intet sker automatisk

En udfordring hos os handler om at undgå, at de frivillige kører træt i opgaverne. At stå i en tjeneste i lang tid er ikke en selvfølge i dag, og derfor oplever vi hyppige skift i de forskellige tjenestegrupper, hvorved vi mister noget erfaring og viden.

Jeg kan godt misunde mine kollegaer i folkekirken, de mange muligheder de har for at få kontakt med folk i hverdagen. Når folk har brug for en præst, opsøger man ikke et missionshus, som det vi holder gudstjeneste i. For mig at, se er mulighederne i folkekirken på den måde uendeligt meget større, end dem vi har i frimenigheden. Men de er næsten alle knyttet op på præsten. Det er ham som har alle mulighederne, og hvis ikke han har en menighed bag sig som kan følge op på de muligheder og kontakter præstens berøringsflade skaber, så når man kun så meget som præsten selv formår.

En anden og måske lidt mere tabubelagt ting, som jeg kan se på med længsel i folkekirken, er deres økonomiske situation. De har deres økonomi sikret og der er tit mange penge man kan anvende til mission. Sådan er situationen ikke altid i frimenighederne. Her kan det til tider knibe med at få pengene til at slå til. Modsat i folkekirken, betaler man ikke automatisk til frimenigheden via skat, så vi er afhængige af at folk vælger aktivt at give penge til os.

Kunne du lide denne artikel?