»Kristus udvider Israel«

Af Arne Pedersen, Voel ved Silkeborg.

Har været ansat i Israelsmissionen siden januar 2012 – og som generalsekretær siden januar 2018. Han er 40 år og far til fire, mand til én, læser teologi, tager billeder og spiller floorball i sin fritid.

Da disciplene endelig sad og spiste med Jesus igen, efter hans opstandelse, var der et stort spørgsmål, de gerne ville have besvaret: ”Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” Indledningen i Apostlenes Gerninger er med til at slå temaet for hele bogen an: Hvordan genopretter Gud sit kongerige, ”Israel” – og hvem er det for? Det er en fortælling om, hvordan Jesus ved Helligånden leder sit folk ud i verden for at invitere mennesker til at komme og leve i et kongerige, hvor han regerer.

Siden disciplene rejser spørgsmålet netop dér, må det have været afgørende for dem. Her sidder de sammen med Jesus, som de har delt liv sammen med i tre år, og hvis liv lige er kulmineret i, at han døde på korset for hele verdens skyld og er oprejst fra de døde igen. Det er begivenheder af gigantiske og evige proportioner.

Og alligevel kan disciplene kun bekymre sig om deres hjemland, der begrænser sig til et lille område på størrelse med Jylland…
Men Jesus forklarer tålmodigt: ”I skal ikke bekymre jer om det lige nu. Om lidt kommer Helligånden, og så skal I være vidner om det, jeg har gjort. I skal begynde i Jerusalem, men senere skal I også gå til Judæa og Samaria, ja, helt til verdens ende.”

Guds kongerige udbredes gennem mission

Jesus respons kan i sidste ende koges ned til, at han fortæller disciplene, at de skal tænke større. Disciplenes opgave var ikke begrænset til det konkrete land, de befandt sig i. Dér skulle de begynde, men deres opgave med at udbrede Guds kongerige, var en global opgave, som skulle strække sig over hele jorden. Det er sådan, Jesus har tænkt sig at ”genoprette Riget for Israel”.

Løftet udvides

Lukas begynder med at fortælle om pinsedagen, og om hvordan disciplene prædiker evangeliet til alle mulige mennesker fra forskellige dele af verden, som er i Jerusalem for at fejre den jødiske pinsefest.
Lukas fortæller os, at Peter slutter sin prædiken med at konstatere, at ”hele Israels hus” skal vide, at den Jesus som blev korsfæstet, er Messias! Og han fortsætter – næsten mere revolutionerende – i det følgende med at konstatere, at ”løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Gud vil kalde på.” Peter breder altså løftet ud, så det ikke længere blot afhænger af etnicitet, men af tro.

Profetien henviser ikke til landet

Det kommer også op på apostelmødet i Jerusalem. Problematikken er den, at der er nogle af de Jesus-troende jøder, der mener, at hedningerne først skal blive jøder, før de kan blive en del af Guds folk.
Men den opfattelse falder ikke i god jord hos de to apostle, Peter og Jakob. Først pointerer Peter: Gud gør ikke forskel på jøder og hedninger. Dernæst udfolder Jakob, hvordan han forstår profetien fra Amos’ Bog kapitel 9. Det er en profeti, som af mange henviser til landet. I det lys er Jakobs udlægning bemærkelsesværdig, for han mener, at opfyldelsen af denne profeti fra Amos går i opfyldelse for øjnene af dem. Ikke gennem et nationalistisk eller politisk projekt, hvor jøderne igen får råderetten over landet. Nej, at Gud “genopbygger Davids faldne hytte” hænger sammen med den mission, Jesus har sendt dem alle sammen på: At være hans vidner i verden. Hedningerne inkluderes i ”Davids hytte”, som er genoprettet gennem Jesu’ død og opstandelse og ved at hedningerne også kommer til tro på dette evangelium.

Hvor bemærkelsesværdigt det end er, må vi derfor læse Lukas sådan, at genoprettelsen af Israel ikke er hverken et politisk eller et nationalistisk projekt, men en vision om ét nyt og udvidet gudsfolk, som består af både jøder og hedninger, hvor troen på Jesus som Messias er samlingspunkt.

Hvis du vil læse mere:

Kunne du lide denne artikel?