»Vox-pop med formænd«

Vi har spurgt fire formænd, fra det vi vurderer er fire forskellige slags LMU-foreninger, om at svare på følgende: 

Hvordan kombinerer og vægter I det sociale fællesskab og det åndelige indhold i jeres LMU? Skal der være en taler hver gang, eller må man godt tage ud og f.eks. bowle/holde spilleaften en gang til LMU?

Få idéer til fredagscrash, Bibelens 10 minutter mm. 

Bylderup Bov LMU

Hos os er det sociale fællesskab en vigtig del af det at gå i LMU. Vi tror på, at et godt socialt fællesskab er en god grobund for et godt åndeligt fællesskab. Derfor er vores program også en blanding af bibelstudier, aktivitetsaftener (4 gange dette forår) og besøg af talere. Vi prioriterer det åndelige indhold højt, og derfor har vi heller ikke en LMU-aften uden.

Hver LMU-aften har vi et indslag vi kalder “Bibelens 10 minutter”. Her læser vi i Bibelen 10 min, hvorefter vi deler det, vi har læst, med hinanden. Denne del af en LMU-aften er meget indholdsrig, da den giver os mulighed for at dele hvad Gud har talt til os gennem sit ord. LMU er ikke kun en gang om ugen i Bylderup-Bov. Vi mødes også på andre tidspunkter og har hyggeaftenener. Dette er også med til at styrke det sociale fællesskab.

Af formand Hanna Liv Nørgaard, 20 år, holder sabbat-år efter STX.

Ullerød LMU (Hillerød)

Hos os er der satset stort på sociale arrangementer både til LMU-tidspunkterne, men især andre dage. Det viser sig gennem spilaftnerne og sportsevent, som vi ser sammen.

For os er forestillingen, at LMU gerne må være en af de vennegrupper, hvor man føler sig tryg, har tillid til folk. Den slags relationer skabes, når vi har tid til hinanden og med hinanden. Tid hvor vi hører om Kristus, og tid hvor vi imødekommer hinandens sociale behov. En tid til at blive hørt og set, tid med snakke, McD, lege og smil. Gud skabte os til socialt fællesskab og så, at det var godt. Sociale fællesskaber er en gave fra Gud.

Af formand David Skovbjerg, 22 år, pædagogisk medhjælper.

Esbjerg LMU

Vi har haft tradition for at programsætte sociale aktiviteter 1-3 gange om året, mens der derudover i perioder har været faste sociale aktiviteter uden for LMU-aftenerne. Da der for tiden er en stor aldersforskel i vores LMU, har vi oplevet at det ville være godt, hvis vi aktivt gjorde noget for at skabe et stærkere socialt sammenhold. Vi har derfor som noget nyt fra dette forår, programsat 4-5 LMU-aftenener om året med sociale aktiviteter, som dog også skal indeholde en andagt.

De sidste par år har vi haft meget fokus på samarbejdet med LM, og jeg tror det er vigtigt at LMU ikke bliver et alternativ til LM, men et supplement. Nogle gange kan LMU komme til at ligne et almindelig LM-møde for meget, med en prædikant hver gang. Vi skal huske at vi er et supplement, og skal kunne noget andet end en alm. LM-kreds.

Af formand Jonas Knudsen, 24 år, læser til bygningskonstruktør.

Nansensgade LMU (Kbh.)

I Nansensgade LMU har vi både et åndeligt og et socialt fællesskab. Først og fremmest er LMU et kristent fællesskab – et fællesskab med centrum i Jesus. Men det at leve med Jesus, dækker alle livets aspekter – så det at kende hinanden styrker og samvirker med det at have et åndeligt fællesskab.

De fleste onsdage mødes vi kl. 18 til fællesspisning og har så program fra kl. 19. Hvad der er på programmet, kan variere en del – men er oftest indhold af åndelig karakter. Det kan f.eks. være en prædiken, lovsangsaften, bibelstudie eller stilleaften.

Vi har også sociale arrangementer, f.eks. i forbindelse med sommeropstart, sommerafslutning eller juleafslutning. De fleste af vores sociale arrangementer er ikke om onsdagen, men om fredagen hvor vi engang om måneden har ”fredagscrash” – altså en mulighed for at den enkelte LMU'er kan arrangere noget socialt, og hvor LMU'en så giver et tilskud så det ikke er en udgift hvis man f.eks. Inviterer LMU'en hjem.

Af formand Andreas Rønne-Hansen, 26 år, læser Matematik-Økonomi.

Kunne du lide denne artikel?

Læs andre artikler om: Fællesskab Vox pop Kristenliv