Foto af Amalie Puggaard Poulsen

»Troens plads i en præstationskultur«

Af Ulrik Fogh Buch

Højskolelærer på LMH, Familie- og psykoterapeut.

Begejstret for 90´ musik og fodbold.

Én af vor tids udfordringer er, at vi har et stort fokus på mål og resultater. Det er ikke forbudt og som udgangspunkt ikke skadeligt. Det udfordrer dog menneskers oplevelse af, at det er præstationerne i sig selv, der er det vigtigste - det der giver os værdi. Når vi igen og igen søger vores værdi i det, vi gør, eller har gjort, bliver vi styret at vores ”ydre livsverden”. Så er det præstationerne, der bliver afgørende for, hvordan vi trives som mennesker. Troens liv er anderledes.

I forskningen arbejder man med to forskellige felter inden for præstationer. Den ene er målsætningen. Det er den standard vi sætter, som får betydning for, at vi prøver på at nå vores mål. Det der motiverer os til at præstere - som udgangspunkt er dette felt sund. Den anden er perfektionismen. Her er det angsten for at fejle og den benhårde selvkritik under processen, der motiverer et menneske til nå sine mål - den er decideret usund.* 

At præstere for Gud

De fleste arenaer i vores liv, som skole, job eller fredagsaften-underholdningen (x-factor), handler om præstation og resultater. Også vores relation til Gud kan blive påvirket af tanken om, at den er afhængig af min præstation - at Gudsforholdet er forbundet ved hjælp af eller på baggrund af mine handlinger/præstationer.

I Det Nye Testamente er Peter et slående eksempel på et tankemønster, der lever dybt i os alle: ”Jesus har brug for mig”. Peter vil så gerne imponere Jesus, og gøre sig fortjent til hans kærlighed. Det tydeligste eksempel er nok i påsken, hvor Peter lover at forsvare Jesus med sit liv. Jesus viser Peter (og os), at livet med ham begynder et helt andet sted: når vi har brug for ham som frelser i vores liv. Troens logik er nemlig helt anderledes. Jeg må lade Jesus redde mig med sit liv, lade hans præstation frelse mig. Det møde med Jesus forandrer hele vores livsperspektiv.

Forskellige perspektiver

Troens liv handler om tjeneste – verdens liv handler om præstationer. I bund og grund er det to helt forskellige perspektiver for livet. I tjenesten er Gud og næsten målet for vores handling. I præstationen er det mig, der er målet for handlingen. Når vi igen igen ryger i, og lever efter verdens perspektiv, må vi gå til bekendelse. Syndsbekendelse kan blive mekanisk og misbruges som endnu en ting, man kan slå sig selv i hovedet med, hvis man lever i verdens perspektiv. Men reel syndsbekendelse minder os om troens logik, at Gud er en nådig, god og barmhjertig Gud, der elsker os. 

Forestillingen om at være perfekt er en illusion. Illusioner skaber afstand - det får os væk fra os selv, og væk fra Gud. Når perfektionismens skadevirkninger kommer ind i vores relation til Gud, er det ulykkeligt. De selvbebrejdende tanker eller selvskadende handlinger er ikke nogen helliggørelsesproces fra Gud - han arbejder ikke på den måde. 

Det sande perspektiv

Den største glæde i en troendes liv er, at Gud er blevet din far. Når den glæde forsvinder for en troende, begynder sindet at fortælle om de præstationer, der er gjort i tjenesten for ham - men dine præstationer kan aldrig råbe en kærlig Gud op, for han vil ikke være sammen med dig på den måde. Lad hans perspektiv blive dit. Igen og igen. Stå af ræset og vær sammen med Gud - din far.

 

 

 

 

 

 

* Læs mere om forskningen her.

 

 

 

 

Mark 14,29-31

Ef 2,8-9

Sl 127,2

Gal 4,6

Kunne du lide denne artikel?