»De sidste tiders tegn«

Hør artiklen her

Thomas Kofoed Nedergaard er 28 år og sognepræst i Christianskirken i Aarhus.

Jesus beskriver en hel masse tegn, som skal ske lige inden han kommer igen. Og han siger, at vi skal holde øje med dem. Alligevel fortæller han os, at vi ikke har en jordisk chance for at vide hvornår, han kommer igen. Men hvad skal tegnene så egentlig gøre godt for?

Mange mennesker har igennem historien haft en forventning om, at Jesu genkomst stod lige for døren. Jehovas Vidner er mest kendte for at forsøge at forudsige, hvornår Jesus kommer igen, men indtil videre har de ikke haft held til det

Det er dog ikke kun Jehovas Vidner, som har haft konkrete forventninger til Jesu genkomst. Paulus var overbevist om, at tiden snart var inde (Rom 13,11-12a), og Luther havde det på samme måde. 

Hvorfor det? Jo, måske har det noget at gøre med, at Jesus flere gange fortæller, at vi skal se tegn på, at han snart kommer. Jesus beskriver i Lukasevangeliet kapitel 21 en masse tegn, som skal ske lige inden han kommer igen. Og Jesus konkluderer i Luk 21,28: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Ikke nok med at han fortæller os, at der skal komme tegn, så siger Jesus også, at vi skal holde øje med dem! Men alligevel siger han i Mark 13,33, at vi aldrig vil kunne regne tidspunktet ud.

Ingen overraskelse

Men hvorfor så holde øje? Måske kan det sammenlignes med, at du står ved et busstoppested og venter på den sidste bus. Du har glemt din smartphone, og der hænger ingen køreplan. Du ved, at bussen snart kommer – men bare ikke præcis hvornår. Ville du så ikke holde øje, så du ikke misser den?

Selvom vi ikke kan regne ud, hvornår Jesus kommer, skal vi leve som om, han kunne komme, hvornår det skulle være – for det gør han.

Paulus skriver i 1. Thessalonikerbrev kapitel 5 noget meget interessant: “Men I, brødre, er ikke i mørke, så dagen skulle overraske jer som en tyv”. Det, Paulus siger her, er, at selvom vi ikke ved præcis, hvornår Jesus kommer, så vil det ikke komme bag på os – ligesom med bussen. Du ved, den snart kommer men bare ikke helt hvornår. Derfor vil du heller ikke blive forbavset, når den triller omkring gadehjørnet i din retning. På samme måde med Jesu genkomst: Når han kommer, vil dem, som tror på ham, ikke blive forbavsede, men tænke: “Nå ja! Selvfølgelig er det nu han kommer!”

Indtil da, må vi være klar.

Fremtiden forandrer nutiden

Men, hvorfor er det så vigtigt at være klar? Hvorfor ikke bare leve vores liv?

Paulus skriver videre i 1. Thessalonikerbrev: “Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru.” Paulus’ pointe er, at det at leve i forventning til Jesu genkomst vil påvirke vores liv. For når vi ved, at vi er på vej til noget bedre, og at dette liv ikke er det eneste, der er at sige om os, så vil det også have indvirkning på vores prioriteringer. Så er det eksempelvis lettere at tage ansvar for andre, som ikke kan give mig noget, for jeg ved, at en dag vil jeg få min fulde løn på den nye jord.

Når Jesus kommer, vil dem, som tror på ham, ikke blive forbavsede.

Lever vi på denne måde, vil det have konsekvenser langt ind i vores liv. Så vil mange ting her på jorden få en ny betydning. Nogle ting større betydning – andre ting mindre.

Så selvom vi ikke kan regne ud, hvornår Jesus kommer igen, så siger Jesus, at vi skal leve som om, han kunne komme, hvornår det skulle være – for det gør han. Og vi må være klar til at følge efter ham, når han kommer.

Rom 13,11-12a: I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Natten er fremrykket, dagen er nær.

Mark 13,33: Tag jer i agt, hold jer vågne! For I ved ikke, hvornår tiden er inde.

Kunne du lide denne artikel?