Foto af Alan (flickr)

»Treenigheden i Bibelen«

Af Jonas Kjøller-Rasmussen

Informationsspecialist (bibliotekar) og ph.d.-studerende ved Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.

Brænder for kirkehistorie og latin. Spiller gerne brætspil og læser fantasy (når der er tid til det...).

Hvis man prøver at finde ordet Treenighed i sin Bibel, må man lede forgæves. Alligevel er det et centralt ord i den kristne tro. Ordet selv blev dannet tilbage i oldkirken i et forsøg på at beskrive det, som Bibelen fortæller os om Gud. Sagen er nemlig til stede, selvom ordet ikke er det. Gud er tre og én på samme tid.

Når vi læser i Bibelen, er det godt at have for øje, at de enkelte bøger i den er blevet til over en periode på mange hundrede år. Gennem dem har Gud lidt efter lidt åbenbaret sin frelsesplan for os – en åbenbaring, der først fik sin fuldendelse i Jesus Kristus. At Guds søn skulle blive født som menneske, dø på et kors og opstå på den tredje dag, er intet sted tydeligere beskrevet end i Det Nye Testamente, men allerede i Det Gamle Testamente finder vi antydninger, der mere eller mindre præcist peger hen imod det, der skete i påsken.

Antydninger af en flerhed

Sådan er det også med Treenigheden. Mange steder finder vi antydninger af, at selvom vi sammen med israelitterne bekender, at Gud er én (5 Mos 6,4; 2 Mos 20,3), så er der alligevel en flerhed i Gud, som ikke er i modstrid med Guds enhed. Allerede ved skabelsen ser vi Gud skabe mennesket i sit billede, ”så de ligner os.” (1 Mos 1,26). Vi kan ikke udlede treenighedslæren af dette ene vers, men det, sammen med mange andre, giver antydninger af en flerhed, som bliver udfoldet andre steder. 

Når Jesus sender disciplene ud i alverden, får de en befaling om at gøre disciple blandt folkeslagene og om at døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (Matt 28,19). Der er ikke tre navne, men Faderen og Sønnen og Helligånden har ét og samme navn. Da Paulus skal afslutte sit andet brev til menigheden i Korinth sender han en fælles, samlet velsignelse udtrykt i en trefoldighed: ”Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!” (2 Kor 13,13).

Enhed i treenighed

Når vi taler om Treenigheden, kommer vi hurtigt til at fokusere på, hvad flerheden består i, og hvordan personerne adskiller sig fra hinanden. Det må dog ikke få os til at glemme, at Jesus selv understreger og bekræfter, at det første bud i loven er israelitternes gamle bekendelse: ”Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” (Mark 12,29). Det var ikke kontroversielt i det 1. århundrede, men det, der vakte forargelsen mod Jesus, var, at han selv var en del af denne enhed (Joh 10,30).

Mennesker har lige siden haft svært ved at forstå, at Gud blev menneske, og stadig var Gud. Det ér større end vores fatteevne, men vi må fastholde, at Fader, Søn og Helligånd alle er Gud, når vi flere steder læser, at de besidder egenskaber, der kun hører Gud til. Således er Faderen evig (2 Kor 11,31), Sønnen er evig (Åb 1,18) og Helligånden er evig (Hebr 9,14). Dog er der ikke tre evige, men der er kun én evig – den eneste, sande Gud, ved siden af hvem der er ingen anden (1 Tim 1,17).

Forslag til videre læsning:

Folkekirkens bekendelsesskrifter

2 Mos 3,14
Joh 8,58
Åb 4-5

"Tempelgud - om Treenigheden, Jesus og Helligånden" af Jørgen Sejergaard (Credo, 1997)

 "Troslære" af Øivind Andersen (Luthersk Missionsforenings Bibelskoles Elevforening, 1994)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs også artiklen: "Hvordan kan Gud både være tre og én?"

Kunne du lide denne artikel?