»Om at falde fra og falde til«

Af Manuel Vigilius

Chef for Group Communication i COWI

Elsker store træer, Tintin, fodbold, Liverpool, kopnudler og vanillegifler. 

Gik i prinsernes aflagte gabardinebukser tilbage i 1970'erne (hans mor var veninde med en syerske ved hoffet).

Vidnesbyrd om en troskrise. Om en rejse, der gjorde en forskel.

Jeg er tvivler af natur. Derfor har der været masser af små og store tros-kriser i mit snart 49-årige liv. Jeg vil fortælle om en af de største. Den indtraf, da jeg som 20-årig var to måneder på rejse i USA.

Befriende alene

Jeg er vokset op i et miljø, hvor tro fyldte ekstremt meget. De fleste af mine venner var kristne. Mit verdensbillede var præget af en stærk klassisk/ortodoks luthersk kristendom med fokus på Bibelen som autoritet. Ikke at jeg følte mig indoktrineret. Det missionske miljø var et godt sted at være. Men man var ikke altid supergode til at håndtere tvivl. Det satte tvivlere som mig under et vist pres.

Derfor følte jeg et element af befrielse ved at tage til USA alene, løsrevet fra min sædvanlige omgangskreds. Jeg havde pludselig masser af tid med egne følelser og tanker uden korrigerende input fra familie og netværk. Jeg talte med mange venlige fremmede om livets store spørgsmål. Nogle af dem havde haft en opvækst, der lignede min, men havde forladt troen – eller rettere fået en ny, mere åben tro. Med plads til en større Gud, mere frihed og glæde, virkede det til. Det var tanker og følelser, jeg fuldt ud kunne identificere mig med.
Det førte til en troskrise.

Den eneste vej?

Jeg tvivlede ikke på, at Gud var til. Det virkede og virker indlysende. Min tvivl gik på, om han var sådan, som Bibelen fremstiller ham. Om man kunne og skulle tro på Bibelen – inklusiv dens mere … underlige sider. Og om Kristus og kristendommen virkelig var ’den eneste vej’.

Jeg kan huske, at jeg i den periode tænkte, at min familie og netværk ville sige, at jeg var ved at ’falde fra’. Men jeg følte, at jeg var ved at ’falde til’: At jeg var ved at finde mit eget ståsted uden at være dikteret af frygten for udelukkelse. Det var der noget meget stærkt og forløsende i.

I den periode bad jeg til den Gud, som var der. Jeg satte ham på prøve. Og han svarede mig meget konkret. På en meget klar og for mig utvetydig måde viste Gud mig hen til personen Jesus som den, der virkelig er Guds søn og troens centrum.

Det blev for mig til en stærk tilbagevenden til Jesus - frem for alt andet og alle andre. Som min levende, konkrete frelser. Min herre og min ven. Min bror og befrier, som jeg frit valgte at følge og dele skæbne med for resten af livet – også selv om jeg har spørgsmål, jeg ikke har fået besvaret.

Med tiden blev det også en til en stærk tiltro og kærlighed til Bibelen, som fortæller mit hjerte, hvad ingen anden bog eller åbenbaring kan. Som er sjælens daglige brød. Levende og virkende, skarpt og kraftfuldt.

Nogle gange må vi tvivle for at tro

Det er min historie. Det er ikke sikkert, det er din.
Jeg har ikke en masse moraler at udlede af den, og jeg mener ikke, der er noget særligt fint ved at tvivle. For tvivlen taler ikke altid sandt.

Men nogle gange må vi tvivle, hvis vi skal tro. Kun psykopater tvivler aldrig.
Nogle gange må vi ’falde fra’ én måde at tro på - for at falde til i en ny, mere moden, fri og efterprøvet måde. Som er din og ikke bare noget, du har overtaget fra andre.

Det gælder selvfølgelig også for dig, som ikke er kristen 😉

Kunne du lide denne artikel?