»Hvad gør dig glad ved din kirke?«

Som afrunding af temaet om verdens kirker, har vi spurgt en repræsentant fra den katolske kirke, og en repræsentant fra en kirke, der er uafhængig af de klassiske kirkeretninger: Hvad gør dig glad ved din kirke? Hvilken udfordring har I til lutheranere?

 

 

 

 

Czeslaw Kozon

Biskop, overhoved for den katolske kirke i Danmark

Den katolske Kirke er et verdensomspændende trossamfund med en lang historie og rig tradition, et fællesskab af syndere, som dog lever i håbet om den frelse, som Jesus Kristus ved sin død og opstandelse har udvirket for os.

Centrum i Kirkens liv er tilbedelsen af den treenige Gud – Fader, Søn og Helligånd -, som kalder hvert enkelt menneske til tro, til bekendelsen af denne tro og til at efterleve den i kærlighed til Gud og medmenneskene. Gennem dåben er vi indlemmet i Kirkens fællesskab. Fællesskabet er rammen om Kirkens liturgi, hvis fornemmeste udtryk er fejringen af nadvergudstjenesten. Her hører vi forkyndelsen af Guds ord, modtager Kristi legeme og blod og glæder os sammen over vor tro. Også de øvrige sakramenter er med til at underbygge dette fællesskab, et fællesskab, som rækker ud over livet her på jorden. Gennem troen på de helliges samfund er vi forenet med Jomfru Maria og de øvrige helgener, hvis forbøn vi stoler på, og med hvem vi håber en gang at få fællesskab i Himlen.

Her på jorden holdes Kirken oppe af Kristi løfter til den, og af Helligånden bevares den i enhed. Kristus er Kirkens Herre; men indsatte sine apostle til at lede den på jorden, et lederskab, som føres videre i pavens og biskoppernes embede. Alle døbte har dog et medansvar for Kirkens trivsel og evangeliets udbredelse.
Som kristne har vi et ansvar for verden omkring os. Derfor er fællesskabet os kristne imellem så vigtigt, også fordi Kristus vil det (jf. Joh. 17,22-23).

  

Jesper Jeppesen

Ledende præst i Haven, Aarhus

Jeg er så taknemmelig for hvad Gud har gjort igennem Haven, siden vi startede tilbage i September 2015. Vi er ikke længere kun én kirke, men er nu to kirker (Aarhus & Toronto).
Jeg er taknemmelig over at være en del af en kirke som har evangeliet i centrum, som både formår at værdsætte det intellektuelle, såvel som det emotionelle og som gør sit allerbedste for at nå mennesker med Guds kærlighed.
Jeg glæder mig også over at vi har så bredt et økumenisk* fællesskab som er bundet sammen I Kristus og hvor vi kan lære af hinanden. Vi er dog langt fra den perfekte kirke, men vi stræber os på at vokse og lære og det glæder mig.

Jeg tror vi har mere at lære af lutheranerne i Danmark, end de kan lære af os. Jeg elsker lutheranernes kærlighed til ordet og sakramenterne og hvor vil jeg dog ønske vi havde flere kristne, som var så forankret i ordet som jeg oplever mange lutheranere være.
Min opmuntring til de danske lutheranere vil være at blive bedre til at bygge missionale broer til jeres nabo (Studiekammerat, kollega etc.). Bliv bedre til at spørg jer selv, ”hvordan kan vi kontekstualiere evangeliet der hvor Gud har sat os?”.

 

*Økumeni: Arbejdet for at skabe dialog mellem verdens kirkesamfund.

Kunne du lide denne artikel?