»Hvornår er en kirke kristen?«

Af Mathias Richard Jefsen-Hansen, Valby.

Stud.theol. Ansat i Hvidovre Frimenighed.

Fodboldentusiast.

Optaget af at følge med i samfundsaktuelle problemstillinger – især når det er noget, der også involverer kirken og kristne værdier. Eksempelvis emner som seksualitet, kønsdebat, social kontrol, børneopdragelse og åndsfrihed.

Mange kirker og bevægelser rundt omkring i verden kalder sig kristne. Men kan det virkelig passe, at det er den samme Gud, de alle sammen tror på? Er de alle sammen i virkeligheden kristne? Hvornår er man egentlig kristen?

Man kan godt forsøge sig med at lave lister over hvilke kirker, der ”godkendt”, men kirker kan ændre sig. Der kan ske vækkelser i kirker, som ellers er på afveje eller endda helt døde, og gode og sunde kirker kan falde fra hinanden eller skride så langt væk fra deres udgangspunkt, at de i sidste ende ikke kan kaldes kristne længere. Derfor er det langt mere brugbart at få nogle pejlemærker at forholde sig til. Her kommer tre styks:

En kristen kirke

1. … er ikke det der frelser. Man bliver ikke kristen af at komme i en bestemt menighed eller kirkeretning. Det handler nemlig om en personlig relation til Jesus. Man kan altså være kristen, uanset om man kommer i en menighed eller ej, og uanset hvilken kirkeretning, man evt. er en del af. Og omvendt er man ikke per definition kristen, bare fordi man kommer i en bestemt kirke. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken kirke, man er en del af. Nogle kirker giver troen næring – andre kan skade den. Det er samtidig svært at forestille sig en levende tro, uden et fællesskab.

2. … bygger på Biblen. Biblen er det sted, hvor Gud allertydeligst har åbenbaret sig, og hvis man vil vide noget om Gud, er Biblen det rigtige sted at lede (jf. fx 1 Thess 2,13). Det vil sige, at kirker som enten har deres egne tilføjelser til Biblen (fx Mormon-kirken) eller som groft mistolker den (jf. 2 Kor 4,2) er på gyngende grund, og ikke kan regnes som kristne.

3. … har Jesus i fokus. Uden ham er kristendommen nemlig meningsløs. Sand kristendom har et helt bestemt fokus: nemlig Jesus og hans død og opstandelse som menneskers eneste mulighed for frelse. En kristen kirke skal have som sit vigtigste fokus, at mennesker både i og udenfor kirken møder Jesus som deres frelser. Kirker som i stedet fokuserer, hvad vi skal gøre for at behage Gud, har misforstået hvad kirkens opgave og kristendommens budskab er. I Ef 1,22-23 bliver kirken beskrevet som en krop med Kristus (Jesus) som hoved. Man behøver ikke være læge for at vide, at en krop, der har mistet forbindelsen til hovedet, er stendød. Uden Jesus dør kirken. Det er heller ikke ligegyldigt hvilken Jesus, man tror på. Det skal være Biblens Jesus. Her har fx Jehovas vidner et problem. Det tror nemlig ikke på, at Jesus er sand Gud, men kun et særligt menneske. Hvis man som kirke gør Jesus til noget, han ikke er, befinder man sig bedste fald i periferien af, hvad man kan kalde kristne kirker.

Vi skal bedømme - ikke dømme

Til sidst er det vigtigt at sige, at både du og jeg, hvis vi en dag mødes på den nye jord, sikkert vil blive overraskede over, hvem vi møder der. For godt nok skal vi bedømme, hvad der er sund og usund teologi, men det er ikke op til os at dømme. Måske vil der være færre lutheranere, end du havde forventet. Måske vil der være flere fra alle mulige eksotiske kirkeretninger, end du havde forventet. Det bliver spændende.

Kunne du lide denne artikel?