»Splittelse eller samarbejde«

Af Søren Skovgaard Sørensen, Nødebo.

Generalsekretær i Luthersk Mission. Smed og Teolog.

Er Tottenham-fan. Bedste spiller: Glen Hoddle.

Hvornår skal vi markere vores forskelle til andre kristne kirker? Hvornår skal vi bygge bro? Det spørgsmål har til alle tider været brandaktuelt, og der har endda været tider i kirkens historie, hvor man har forfulgt hinanden – trods en fælles tro på Jesus Kristus.

Jeg glæder mig over, at LM i Evangelisk alliance kan mødes på kryds og tværs med andre kristne kirker. Her kan vi bede sammen i en fælles tro på den treenige Gud og opmuntre hinanden til fælles mission i verden. Vi adskiller os pga. forskellige syn på teologi. Hvordan forskellene ser ud, vil jeg ikke belyse her, men blot se på, hvordan vi forholder os til samarbejdet.

Respekt for fælles fortid

Teologi bliver til i en refleksion over Bibelen og traditionen i lyset af mødet med den virkelighed, vi lever i. Det leder os ind i en dialog med andre troende mennesker i lyset af bibel og bekendelse. Vi har en lang og fælles historie bag os. Både gode og frugtbare forhold, men også splittelser, der har været nødvendige for at være Bibelen tro. Når vi følger LM’s historie, udspringer vi fra Den katolske kirkes historie, der i 1054 blev splittet fra den østlige ortodokse kirke. I 1500-tallet opstod der en ny splittelse fra Den katolske kirke, som vi kalder protestantismen, som forholdsvis hurtigt blev delt i nye retninger: den lutherske og pentakostale og calvinske kirke.

Det vil sige, at LM både er præget af den katolske og den reformerte kirke. Vi ligger tættere på den reformerte evangelikale kirke end på den katolske. Men vi omtaler begge som søstre og brødre i Herren.

Tendenser i tiden peger mod enhed

Pave Frans udtrykte ved den store fælles markering af reformationsjubilæet i Lund i 2016, et ønske om tilgivelse for katolikkers forfølgelse af pinsefolk i Italien. Han har løbende sendt anerkendende signaler til andre kristne trossamfund, men det betyder ikke, at der hermed er ændret på katolsk teologi. Der er en underforstået forskellighed i den enhed, som paven ønsker at give udtryk for.

I de sidste 50 år er antallet af kristne i verden blevet fordoblet fra cirka 1,2 til 2,4 milliarder kristne. Der tales i dag om 30-40.000 forskellige kirkesamfund. Fra at have talt om vestlig, katolsk, ortodoks eller protestantisk kristenhed taler vi nu om en verdenskirke med et virvar af udtryk og enorm diversitet.

Det er utænkeligt, at denne brogede skare kan sættes på én teologisk formel. Med globalisering øges forståelsen for, hvor forskelligt kultur og kristendom udtrykkes for at kunne rodfæstes blandt alle jordens folk. LM’s egen store involvering i international mission føder også en stigende anerkendelse af kristennavn hos dem, vi slet ikke kan genkende os selv i, men som bekender sig til Jesus Kristus. På den måde er det vanskeligt at bevare en forestilling om, at ”vi er de eneste sande kristne”.

Missionærer til katolske lande

Alligevel har vi frimodighed til at sende missionærer til såkaldt katolske lande som Peru. Det skyldes, at evangeliet i det peruanske folk stort set er helt fraværende. Jeg kan faktisk slet ikke genkende den katolske kirke i Peru som en kristen katolsk kirke. Jeg ser derimod en folkereligiøsitet, som består af en sammenblanding af solguden, moderjord og kristusfiguren. Men det er ikke den Jesus Kristus, som jeg kender fra Bibelen. 

LM's syn på samarbejde

Når vi taler om menighedslivet, har vi i LM et snævert syn på, hvem vi samarbejder med. Her må vi være enige om forståelsen af sakramenterne og forkyndelsen af Guds ord. Men når vi taler om fælles bøn og inspirationskilder til mission, er LM mere bred i sin tilgang til kirkerne omkring os.
LM leder ikke efter en utopisk enhed, men anerkender, at de kristne har forskellige udtryk og læresætninger, som gør, at vi holder os fra menighedsfællesskab.

Min egen praksis

Personligt deltager jeg hellere i tværreligiøse dialogmøder end i fælleskirkelige gudstjenestefejringer. På det organiserede niveau glæder jeg mig over, at samtaleklimaet mellem kirkerne er forbedret betydeligt. Der er på det niveau et stort potentiale for samarbejde omkring tros- og religionsfrihed, flygtninge og migration, forfølgelse og diskrimination, klima, global ulighed m.m.

En gammel økumenisk* erkendelse siger: Teologi adskiller, tjeneste forener. Vi skal holde fast i begge dele uden at spille dem ud imod hinanden. Derfor skal rammen ved fællessamlinger ikke være ved en gudstjeneste, men hellere i et konferencerum med en god efterfølgende frokost. Sådan adskiller vi lettest vores fælles tjeneste for Gud i verden og den åndelige tilbedelse af ham i menigheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs mere om LM's syn på kirkeligt samarbejde.

 

 

 

 

 

 

Økumeni: Arbejdet for at skabe dialog mellem verdens kirkesamfund.

Kunne du lide denne artikel?