»Bær frugt«

Af Peter Blem Bruun

41 år, Efterskolelærer på Solgården, Gift og bosiddende i Herning med Mathilde.  

Badmintonspiller, FC-Midtjylland-fan og Melodi Grand Prix-ekspert  

 

Arbejdstitlen, jeg fik tildelt til denne artikel, provokerede mig faktisk lidt. Bær frugt! Skrevet i bydeform på niveau med, når man får at vide: Vask hænder! Ryd op! Luk døren! Ting, man forventes at gøre uden den store protest. Det fik mig til at overveje - er det okay at forvente af en kristen, at han bærer frugt?

Forandrer Jesus?

Jeg tror faktisk nogle gange, at det kan ses mere på en kristen, end du lige regner med, at du har Jesus i hjertet, for det at have Jesus i hjertet kan ikke undgå at forandre dig. At vandre med Jesus, får dig automatisk til også at ligne Jesus mere og mere. Så ja - det er okay at forvente af en kristen, at han bærer frugt - for det sker helt automatisk, og heldigvis for det!

I 1. Joh. 4,19 står der: ”Vi elsker, fordi han elskede os først”. Den kærlighed, du giver til andre mennesker, den udspringer af den kærlighed og nåde, som er en del af Guds væsen, og du har mødt gennem Ham. Og på samme måde, så smitter din kærlighed og tålmodighed og gavmildhed din omgangskreds, så de også bliver opmuntret til at gøre godt mod andre og deres frugttræ med gode gerninger får næring til at bære frugt.

Den positive smitte

I flere år har vi nu her omtalt smitte som noget negativt, når corona igen-igen blev samtaleemne, men når vi snakker smitte med gode gerninger, er sagen en helt anden. Jeg tror på, at der hver eneste dag er mennesker, der takker Gud for en god gerning, som Gud gjorde gennem et andet menneske, og som dermed smittede dem til også at gøre godt mod andre. Det er da positivt!

Jeg blev faktisk overrasket, da jeg læste om, hvordan Paulus i et af sine breve giver sin discipel Titus følgende opgave: ”Også vore folk skal lære at gøre gode gerninger og hjælpe, hvor det behøves, så deres liv ikke skal være uden frugt.” (Tit. 3,14) Gode gerninger kan læres, og jeg tror, de læres bedst ved, at vi selv går foran.

Det gode eksempel – gå foran

Jeg har lige været i en klatrepark, hvor der var masser af klatrestier oppe i trætoppene. Personligt er jeg ikke så meget til højder, men jeg kom til at lægge mærke til, hvordan nogle af de små børn i parken ikke havde snerten af angst ved at kravle op, når de først havde set deres storebror eller storesøster gå forrest.

Du lærer dine kristne søskende gode gerninger, når du går forrest. Den forvandling, der er sket med dig i løbet af dit liv med Jesus, bliver til velsignelse for andre, når du lever den forvandling ud - bevidst eller ubevidst. Vi må gerne forvente at se frugt hos hinanden.

Vi må gerne opmuntre til at se hinanden bære frugt og endda sætte ord på det over for hinanden, når vi måske ser noget, der bekymrer os hos vores kristne bror, men jeg tror faktisk på, at den største og bedste opmuntring til at få din kristne bror eller søster til at bære frugt, er når du selv går forrest.

Anbefaling

Hvis du vil læse mere om emnet ”helliggørelse”, kan jeg varmt anbefale bogen ”Forvandlet ved at se - vejen til helliggørelse” af Henrik Nymann Eriksen.

Læs andre artikler om:

Gerninger Guds ære Identitet Nyt liv

Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os