»3 Gode råd til når livet er svært«

Af Dan K. Månsson  

Projektleder og sjælesørger hos Agape: Agape.dk

 

De urørlige lever ikke i denne verden. Vi er alle sårbare. Nogle af os bliver mærket af ondskab mere end andre. Nogle af os bliver ramt tidligere i livet end andre. Thomas Kingo synger om det i en 341 år gammel salme (SOS 88):

Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.
...
Alle har sit,
stort eller lidt,
Himlen alene for sorgen er kvit.

Det, som gør livet svært, kan være vidt forskelligt fra menneske til menneske: Sorg over at have mistet, sorg over aldrig at have fået, skamfølelse, skyldfølelse, identitetsudfordring, ensomhed, sygdom, psykisk lidelse, indlæringsvanskeligheder, konflikt eller helt andre vanskeligheder.

Et er sikkert! Når livet er svært, har man ikke brug for gode råd. Selv om det er givet i bedste mening og nogle gange vitterligt er gode, så modtages de ofte som en byrde oveni den byrde, man allerede bærer. Gode råd gør derfor den, som har det svært, mere ensom i sin lidelse.

Ulykker og (u)venner

 

Da sagde Job: 
Hør dog på, hvad jeg har at sige, 
lad det være den trøst, I kan give mig. 
Bær over med mig, mens jeg taler; 
når jeg har talt, kan I håne mig. 
Retter jeg min klage til mennesker? 
Hvorfor skulle jeg ikke være utålmodig? 
Se dog på mig, og gys, 
læg hånden på munden!

 

 

Skal jeg alligevel komme med et råd – og det er, hvad redaktionen har bedt om -, så skal det være: fortæl om det, som er svært! Ikke til hvem som helt, men til nogle af dine nærmeste, som du kan have fortrolighed med. Er det for svært, så opsøg en sjælesørger, som du har tillid til, og som har tavshedspligt. Jobs venner var fulde af velmenende råd, men Job ønskede én ting: lyttende ører! Det er så velgørende midt i det svære, at få lov at dele det med et andet menneske, som bare tager imod. Ved at fortælle bliver du i stand til at gøre noget ved din situation. Ikke nødvendigvis, så det svære forsvinder, men så du kan forsone dig med livet, som det er lige nu. 

2. Bed

Hos dig, Herre, søger jeg tilflugt, 
lad mig aldrig blive gjort til skamme! 
Red mig og befri mig i din retfærdighed, 
vend dit øre mod mig, og frels mig! 
 
For du, Herre, er mit håb, 
fra min ungdom var du min tilflugt, Herre…

(Sl 71) 

Mennesker, som har det svært, fortæller ofte om skuffelsen ved at bede. De har bedt til Gud om hjælp, men de har det stadig lige svært eller værre. Og oveni det svære kommer så skuffelsen over Gud. Salmernes Bog er fyldt med bønner til Gud om hjælp. Nogle gange skriver de, at de fik hjælp. Andre gange ved vi det ikke. Men de bad! Hvis du ikke orker at bede længere, kan du spørge andre om at bede for dig. 

3. Tag imod!

Så lad os da gøre godt mod alle, så længe
det er tid, især mod vore trosfæller.

(Gal 6,10). 

Det kan være rigtig vanskeligt at tage imod andres hjælp, når man selv har det svært. Andres godhed kan vække de mest overraskende følelser – både positive og negative. Øv dig i at tage imod. Vi gør godt mod hinanden, fordi den anden er det værd, og fordi vi selv glædes ved det. 

Læs andre artikler om:

Bøn Næstekærlighed Relation Sorg Trøst

Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os