Foto af Jiroe på Unsplash

»Når kæresten ikke deler din tro«

Af Ester Frich Dam-Larsen

Læser dramaturgi på Aarhus Universitet og bor i Aarhus med sin mand, Anders.

Denne artikel er for dig, som er kristen og er på vej til at få eller har en kæreste, der ikke er kristen. Måske er du i tvivl om jeres forhold kan holde, og om I har en fremtid sammen. Det kan jeg ikke svare dig på, men jeg har spurgt to unge om at dele deres erfaringer med at være i et forhold, hvor kun den ene er kristen.

Nysgerrig på den kristne tro

Af og til sker det, at den, der ikke er kristen i forholdet, bliver nysgerrig på troen på Gud. Tilla er ikke vokset op i en kristen familie, men blev i gymnasiet kæreste med en kristen dreng fra klassen: ”Vi havde i lang tid været i tvivl, da vi begge vidste, det ville blive for stor en udfordring i det lange løb. Spørgsmål omkring ægteskab, børneopdragelse og generelt familieliv dannede grundlag for mange diskussioner og svære snakke i løbet af vores forhold. Min kærestes største ønske var, at jeg blev kristen, men jeg ville ikke kalde mig kristen for hans skyld, hvis jeg ikke mente det af hele mit hjerte.”

Efter halvandet år blev hun dog nødt til at finde ud af, hvad det var, kæresten troede på: ”Hvorfor betød det så meget i hans liv? Tænk, hvis kristendommen var sand og havde været lige for næsen af mig hele mit liv, men at jeg ikke havde undersøgt det. Jeg måtte i det mindste finde ud af, hvad det så var, jeg ikke troede på.”

Tilla var med sin kæreste til undervisning på en kristen højskole, snakkede med hans venner, læste bøger og bad Gud om at vise sig, hvis han fandtes. Efter at have undersøgt kristendommen i et halvt år, vidste hun ikke længere, hvorfor hun ikke troede på Jesus, og hun måtte indse, hun var blevet kristen.

Spring ikke bare ud i det

At hun endte som kristen, tror hun skyldes, at hun havde lyst til at undersøge kristendommen. Alligevel vil hun ikke opfordre til, at man bare springer ud i det, hvis man er forelsket i én, der ikke er kristen: ”Jeg vil på den kærligste måde sige til dig, at du skal overveje det grundigt. Måske lærer du noget nyt om din egen tro og bliver klogere på den ved at undersøge din kærestes spørgsmål. Men det vigtigste er, at du holder fast og står ved din tro på Gud og sørger for altid at have Ham med i dine overvejelser og dit liv.”

For andre gange sker det modsatte; at kristne forlader troen, fordi den er svær at forene med den måde, kæresten ønsker at leve på. Hvis du bliver forelsket i én, der ikke er kristen, må du ikke forvente at kunne ændre på eller ’omvende’ vedkommende. Du bliver nødt til at have for øje, at hun/han måske aldrig kommer til at dele din tro. Kan du leve med den kendsgerning, at den person, du holder allermest af, ikke deler dit mål om at nå til den nye jord? Og kan du leve med, at dette er din kærestes valg og ikke dit?

Samtidig var det også hårdt for Tilla: ”Mens jeg ikke selv var troende, var det spændende, men også utrolig udfordrende at være kærester med en, der er kristen. Jeg syntes, det var hårdt at føle mig anderledes i kristne sammenhænge. Det var hårdt at vide, at alle egentlig ønskede noget andet for min kæreste - også selvom de måske syntes, jeg var flink nok.”

Påvirkning af din egen tro

Når din kæreste ikke deler din tro, kan vedkommende heller ikke dele dine trosmæssige op- og nedture. Karen beskriver, hvordan hun i et tre år langt forhold med én, der ikke var kristen, opdagede, at det påvirkede hendes tro:

”Jeg gik ind i forholdet fuld af selvtillid. Min tro var stærk, og det ville ikke ændre sig. Jeg tænkte, at dét her havde Gud en plan med. Han ville måske endda omvende min kæreste. Påvirkningen af min tro kom snigende, uden jeg selv erkendte det. Det første år gik rigtig godt. Jeg dyrkede mit personlige forhold til Jesus. Men langsomt i løbet af andet og tredje år bevægede jeg mig længere væk fra en aktiv tro. Det, jeg oplevede som det sværeste i den første tid, var, at vi ikke delte vores grundlæggende syn på og tilgang til verden og livet.”

Karen oplevede ensomhed og meningstab: ”Vi kunne godt tale om tro, men på en måde var jeg alene. Vi stod ligesom hver vores sted. Derudover kunne vi ikke støtte og styrke hinanden i troen og bede for vores forhold og fremtid. I takt med at jeg ubevidst distancerede mig, glemte jeg også den fred og det håb, som jeg havde haft i Jesus. Lige så stille gav troen ikke så meget mening mere, og det blev sværere at forsvare troen over for mig selv. Nu er jeg overbevist om, at det var Gud, som ikke slap mig. Det var først efter, Gud fik plads igen, at jeg kunne jeg se, hvor langt væk fra min tro jeg egentlig havde bevæget mig.”

Hvis din kæreste ikke deler din tro, har du så en menighed, en ven eller et familiemedlem, som kan være din åndelige medvandrer og støtte dig i livet med Gud? Én, som har taleret ind i dit liv og tør være ærlig over for dig, hvis du er ved at glide væk fra troen?

Inddrag Gud i beslutningen

Jeg ønsker ikke at tage modet fra dig, der er forelsket i eller kæreste med én, der ikke er kristen. Men jeg vil opfordre dig til at se på forelskelsen og forholdet med realistiske briller og vurdere, om I har en fremtid sammen. Og ja, dette er svært, når man er forelsket, men prøv! Måske har du brug for at snakke med vedkommende om, hvad din tro betyder for dig, og hvordan du ønsker, den vil spille en rolle i jeres liv – også på længere sigt. Det kan også være, din kæreste vil gå med til, at I beder sammen for jeres forhold. Hvis ikke, har du måske nogen i din omgangskreds, som du kan spørge om at huske jer i forbøn.

TL:DR:
Karen og Tilla fortæller om deres erfaringer med at være i et forhold, hvor kun den ene er kristen. Tilla blev kristen gennem forholdet med en kristen dreng i hendes gymnasieklasse, men det har ikke været nemt, og hun beskriver nogle af de udfordringer, de stod overfor. Karen mærkede, at hendes egen tro blev svækket, fordi hun var alene om den, og ikke kunne dele den med kæresten.

Læs andre artikler om:

Parforhold Kristenliv Kæreste Omvendelse

Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os