Tid med Gud

Findes der noget bedre, end at sætte sig ned, og bruge god tid sammen med en virkelig god ven? Måske er han eller hun kommet på besøg, og I sidder begge med et tæppe over jer, og en kop kaffe i hånden. Enten er det kaffen, eller bare det gode selskab, som fylder kroppen med varme. I bruger tid på at snakke sammen, og vende alting i jeres liv. I dyrker jeres relation.

Dem af os, som er flyttet hjemmefra, ved at hvis der noget vores forældre glæder til ved julen, så er det, at vi kommer hjem til jul. De glæder sig til at se os, være sammen med os, have os et par dage. De vil høre alt om vores liv. Også i sådan en grad, at det næsten kan være lidt belastende. Men forhåbentlig fyldes vi også af, at vores forældre vil os. De er selvfølgelig interesseret i at høre om eksamener og karakterer – men ikke for at definere om vi nu er deres børn eller ikke – men fordi de elsker os, og er interesserede i vores liv.

Sådan oplever Gud tid sammen med os. Den der tid hvor vi måske lidt skræntende læser lidt sporadisk i bibelen, og beder en bøn, som måske ender lidt i øst og lidt i vest. Gud elsker den tid, hvor vi retter vores opmærksomhed mod ham, og hvor vi fortæller ham om vores liv, og vi læser hans ord. For hvis der er en ting der ligger Guds hjerte nært, så er det at være sammen med os. Han lod sin søn korsfæste, for at vi kunne have fællesskab med ham igen. Så stor er hans længsel efter os.

Selvom vi måske godt ved, at det velsignet at bruge tid sammen med Gud, så er det en ting, som rigtig mange af os kan synes er svært. Det kan der være mange grunde til, men LMU’s arbejdsudvalg vil gerne give en hjælp ind i den udfordring.

Arbejdsudvalget har igennem det sidste år arbejdet på et større projekt, hvor vi sætter ”Tid med Gud” på dagsordenen. Vi har ønsket at skabe nogle let tilgængelige rammer og muligheder for at den enkelte, kan bruge tid med. Vi vil gerne bringe LMUerne hen til den velsignelse, det er at bruge tid med Gud.

Det vil vi gøre på tre forskellige måder.

Vi vil lave en retrætelejr, som kommer til at være fra den 22-24 oktober. Her vil der være god tid til fordybelse. Der vil både være god vejledning til retræte, og Klaus Højgaard Laursen, ham med bibelen live, kommer og recitere bibelen og leder noget af retræten.

Så vil der i løbet af foråret komme en værktøjskasse til jeres LMU, hvor der vil være alt, hvad I skal bruge til at holde jeres egen fordybelses-/retræteaften.

Og sidste led i tretrinsraketten er en podcast med små andagter, som du kan bruge for dig selv. Så kan du høre en lille andagt/refleksion om morgenen, imens du spiser morgenmad, eller når du sidder i bussen på vej hjem fra skole, eller måske lige inden du går i seng.

Alle tre ting håber vi i arbejdsudvalget bliver til velsignelse for jer LMU’ere i 2021.

Forklaring

Retrætelejr

Retræteværktøjskassen - er på vej

Pocastandagt - er på vej