»Hvordan bliver du en kristen?«

Lina Sørensen bor i Odense. Hun læser idræt og sundhed.

Jesus vil i kontakt med dig. Bare luk ham ind

Jesus siger: ”Se, jeg står ved døren og banker på, hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” (Fra Bibelen: Johannes’ Åbenbaring 3 vers 20).

Har du hørt, at han banker? Er du blevet klar over, at Jesus gerne vil have med dig at gøre? At han har stillet sig helt hen til dig og banker på? Har du set, at Jesus elsker dig, og at du har brug for hans frelse og kærlighed?

Måske er det dig, der står i den situation, og rigtig gerne vil lukke Jesus ind i dit liv, men så melder spørgsmålet sig… Hvordan? ”Hvor er døren, og hvor er håndtaget, så jeg kan åbne?”

Han vil være din ven

I verset ovenfor står der, at Jesus står ved døren og banker. Banker på døren til mit liv og mit hjerte. Jeg har ikke gjort noget, for at han skulle komme og banke på. Han opsøger mig, og vil gerne ind og holde måltid med mig. Det at holde måltid med hinanden var på Jesu tid et tegn på fællesskab og fest, og det signalerede, at man var venner og var fortrolige med hinanden. Altså vil Jesus være din ven, han vil holde fest sammen med dig.

Men hvordan lukke ham ind? Verset fortæller, hvordan Jesus opsøger mig, det eneste, han behøver, er adgang. Den adgang får han, ved at jeg giver ham lov – åbner døren. Og det gør jeg ved at:

1. Åbne – Bede til Jesus
2. Invitere indenfor; ”Kom ind” – ”Jesus, tak fordi du bankede på, kom ind.”

Og så går Jesus ind. Han skal ikke først se straffeattest, CV, pas, el.lgn. Han har banket på, og ventet med længsel på, at du skulle lukke op. Han er lykkelig for, at du åbnede og holder en fest for dig.

3 gode nyheder

”Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” (Fra Bibelen: Joels Bog 3 vers 5). Du behøver kun at sige Jesu navn og tro på dét, som navnet står for – nemlig frelse for alle, der lukker ham ind i deres liv i taknemmelighed.


”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.” (Fra Bibelen: Efeserbrevet 2 vers 8). Nåde betyder ”gratis” – frelsen er gratis. Det er en gave til dig, når du tror på, at den er sand.

”Der bliver glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.” (Fra Bibelen: Lukasevangeliet 15 vers 10). Guds engle glæder sig hver gang et menneske åbner døren for Jesus.

Læs andre artikler om:

Jesus Frelse Bøn Nåde Venskab Råd

Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os