»Verdens lys i dit indre mørke«

Amalie Bach-Svendsen bor i Aarhus og læser medicin. Hun elsker at gå ture, bage, spille musik, og glæde sig over små ting

Det er ikke bare en drøm - det kan blive virkelighed

I virkeligheden er alting mørke. Der er ingenting i denne verden, som har en farve i sig selv. Vi ville ikke kunne se noget som helst, hvis ikke det var for dette ene: Lys. Prøv at forestil dig en verden uden denne faktor. En uendelig nat uden stjerner eller måne. Selv mørkegemmeleg har begrænsninger for, hvor sjovt det er i længden. Tanken er skræmmende. Desorientering, frygt, kulde og fastlåsthed ville præge en sådan verden.

Nu tænker du sikker: ”Ja ja, men solen forsvinder ifølge videnskaben ikke før om 5 milliarder år, så mon ikke vi skal prøve at koncentrere os om noget virkelighedsnært i stedet?” Ud over, at det kan være sundt at blive taknemmelig for noget så selvfølgeligt som solen, så har dit tankespind et andet formål. Jeg vil nemlig påstå, at den verden er ganske virkelig. At vi lever i mørkets realitet. Det indre, åndelige mørke. Ikke en eneste af dine handlinger, ord eller tanker vil i sig selv være fri for mørket og synden. Og værst af alt: konklusionen på denne virkelighed er, at vi er fortabte og aldrig vil kunne leve i fællesskab med Gud, som vi egentlig var skabt til.

Jeg ER verdens lys

Men lige så virkeligt som mørket i dit liv er, lige så virkelig er Guds lys. En gut der hed David skrev en gang for mange år siden således: ”Du er min lampe Herre. Herren spreder lys i mit mørke” (2. Sam 22,29). Selvom David nok kunne have brugt en moderne arkitektlampe til salmeskriverierne, så var det ikke det synlige lys, der var stærkest for ham. David havde set Guds lys i sit eget indre mørke. David havde løjet, forført, dræbt og været en kujon. Men Gud frelste ham flere gange, gav ham styrke og tryghed i ensomheden og tilgav ham gang på gang. Og ved du hvad? Gud vil gøre det samme i dit liv. 
Ind i din og min verden siger Jesus: ”Jeg er verdens lys” (Joh. 8, 12). Gud blev i Jesus som os, vadede igennem vores mørke, tog det på sig og gav sit liv for os. Alene Jesus har levet et liv fri af det indre mørke og kan derfor være sammen med Gud. Det fantastiske er, at Jesus giver dette til dig og mig. Jesus vil bryde dit mørke. Som den eneste kilde af lys, verdens eneste håb, tilbyder han dig sit liv i Guds afslørende, livgivende og kærlige lys. Kan du ikke se Guds lys? Så gør som David: Vis Gud dit mørke og giv det til ham i bøn. Så begynder lys at strømme ind i dit mørke. Jesus flytter dig ind i sit lys og giver dig livet. Han vil tilgive dig. Han vil vise dig sandhedens vej. Prøv det i dag. Tillad Jesu lys at blive din virkelighed.

Læs andre artikler om:

Verdens lys David Tilgivelse Lys

Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os