»Menighedstugt i LMU«

I det nye testamente hører vi om begrebet menighedstugt. Men hvad er det, og hvornår skal det bruges?

Som noget meget overraskende kan vi læse i det nye testamente, at der er tidspunkter, hvor menigheden skal udelukke nogle mennesker fra fællesskabet. Det kaldes menighedstugt.
Hvornår, hvorfor og hvordan det skal ske, står beskrevet flere steder. Matt 18,15-18, 1Kor 5, 2 Thess 3. En grundig gennemgang af teksterne kan læses i Torben Kjærs bog "Når menigheden sætter grænser". Et uddrag af det konkluderende kapitel kan læses i denne artikel i "Budskabet".

Hvornår?

Når en person siger, at han/hun er kristen, men lever i bevidst, åbenlys og villet synd, så begynder en proces, der kan føre til udelukkelse. Det handler altså ikke om ikke-kristne eller mennesker, der overvejer kristendommen, eller kristne der falder i synd, men mennesker der ved, hvad Jesus og hans apostle lærer om den synd, og vælger at leve videre i den.

Hvorfor?

Der er to grunde til at bruge menighedstugt. Først og fremmest er det for at frelse ham/hende, det drejer sig om. Målet er omvendelse og tilgivelse. Dernæst er det for de andre kristnes skyld. Menighedstugt er tydelig tale overfor den øvrige menighed om synden og dens alvor. Hvis ikke menighedens ledelse griber ind, kan der brede sig en accept af synden.

Hvordan?

Når en kristen bliver klar over, at en kristen bror eller søster lever i synd, skal denne kristne påtale synden overfor synderen. Altså en samtale under fire øjne. Hvis det ikke forandrer noget, skal samtalen gentages med vidner, og hvis det heller ikke forandrer den påtaltes indstilling, skal sagen overgives til menighedens ledelse. Menighedsledelsen har ansvar for at vurdere sagen og føre samtaler med synderen. Hvis det ikke fører til omvendelse, skal synden og synderen påtales offentligt i menigheden i flere omgange. Hvis processen fortsat ikke fører til omvendelse, skal menigheden udelukke synderen af menighedsfællesskabet. I det nye testamente kan vi læse, at det skete, ved at synderen blev udelukket ved menighedens sammenkomster inkl. måltids og nadverfejringer, mens det i den efterfølgende kirkelige tradition har betydet en udelukkelse fra nadverfællesskabet. Udenfor menighedens fællesskab kan menighedens medlemmer stadig omgås den udelukkede.

Elsker Gud ikke synderen?

Jo, Gud elsker syndere, og det gør han, uanset hvilken synd vi begår. Derfor er det meget vigtigt, at netop Guds frelsesvilje er motivet, når/hvis vi påtaler synd hos en kristen bror eller søster, og det er meget vigtigt at kærligheden bliver kommunikeret, så den påtalte forstår hensigten. Motiver som hævn, selvhævdelse, vrede og misundelse kan forstyrre billedet ganske alvorligt. Det er vigtigt, at kærligheden er det bærende motiv.

Hvordan praktiseres det i LMU?

Et fællesskab af unge kristne, som f.eks. en lokal LMU-forening, er forskellig fra menighedssituationen på nytestamentlig tid, men det er vigtigt, at vi forholder os lige så alvorligt til åbenlys og villet synd, som Jesus og Paulus lærer os, at vi skal. Det betyder, at man skal tage ansvar for hinanden. Hvis en af dine venner lever i åbenlys synd, så skal du påtale det. Hvis samtalen under fire øjne ikke ændrer noget, så tag en eller flere fra venneflokken med i samtalen. Hvis det heller ikke ændrer noget, skal I sammen med jeres ungdomsledere gå til den ansvarlige menighedsledelse. I LMU vil det sige den lokale kreds/frimenighedsledelse. Herfra er det menighedsledelsens ansvar. Først når menighedsledelsen er inde over sagen, kan det føre til at synden og synderen påtales offentligt i ungdomsfællesskabet. Det stiller krav om omsorg og tavshed til dem, der kender til forløbet. Sladder og bagtalelse i åbenlys form - eller skjult som bedeemne og omsorgsfuld forklaring - kan ødelægge meget.

Udelukkelse fra hvad?

Den dobbelte hensigt med menighedstugten skal forfølges. Overfor synderen skal det markeres tydeligt og konkret, at vedkommende ikke er en del af Guds troende og tilbedende menighed, og at synderen står under Guds vrede og dom. Overfor det øvrige fællesskab, skal det markeres offentligt og tydeligt, at den aktuelle synd fremkalder Guds vrede og dom, hvis vi ikke for Jesu skyld bliver tilgivet. Efter min vurdering kan man stadig være en del af fællesskabet dog med visse begrænsninger. Opgaver som indebærer forkyndelse/vidnesbyrd, f.eks. andagter og indledninger, og opgaver, som indebærer lederansvar og ansvar som forbillede, bør ikke tildeles mennesker, som er i menighedstugt.

 

Find et CROC bibelstudie-oplæg til artiklen her.

Matt 18,15-18: Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder.  Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder. Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.