Julekalender fra LM Kids

Glæd dig til december! Vi lancerer en ny video-julekalender med dukken Gumle om det centrale i julen. 

Nu nærmer tiden sig for godter, guirlander og flettede julehjerter og dermed højsæson for at krybe sammen hele familien i sofaen og se et afsnit julekalender. Og man kan godt glæde sig – for i år kommer det nemlig til at handle om selve julens budskab og grunden til, at vi fejrer jul.

LM Kids har produceret en ny julekalender - Gumles Jul. Den består af 31 afsnit på små 10 minutter, hvor børnekonsulent Kristian Larsen sammen med dukken Gumle klipper, klistrer, illustrerer og synger julens evangelium for familiens yngste. Hver dag byder på en overraskelse, hvor Gumle åbner en ny kalenderlåge og afslører endnu en rekvisit, der har med juleevangeliet at gøre. Skridt for skridt bliver juletableauet udbygget og øger børnenes forståelse af julens begivenheder.

Godt alternativ og en hjælp til forældre

Gumles Jul er derfor et godt alternativ til de øvrige julekalendere, der bliver lavet for børn. Den er en hjælp for småbørnsfamilier til at bruge noget kvalitetstid sammen, synge julesalmer og få snakket med børnene om det vigtigste ved julen: Jesu fødsel. 

De 31 afsnit af Gumles Jul er optaget i samarbejde med Norea Mediemission og kan ses på hjemmesiden www.gumle.tv, hvor der bliver lagt et afsnit op hver dag i december måned. Her finder man også en musikvideo med kendingsmelodien ”Gumles Julesang” og andet spændende.