»Når Gud-ting bliver Gud«

Hør artiklen her

Katrine Vigilius bor i Odense og læser journalistik på Syddansk Universitet. I sin fritid spiller hun fodbold i Fyns bedste klub, B1913, og er aktiv i KFS og Sankt Hans Kirke.

Denne artikel starter med en ond lærer og nogle tomme plastikkrus … 

Da jeg gik i gymnasiet startede jeg en KFS-gruppe. Det var sådan en lidt ustabil en af slagsen. Derfor blev jeg ofte bekymret og stresset, når vores tirsdagsmøde nærmede sig – ville der overhovedet komme nogen?

Min med-leder var ikke helt så engageret, som jeg ønskede, og derfor var jeg nogle gange ubehagelig over for hende.

Den ene gang vi fik lov til at lave en KFS-café til en gymnasiefest, valgte en af lærerne at aflyse det kun tre dage før festen. Og dér havde vi allerede bagt pizzasnegle og købt plastikkrus.

Alligevel er den KFS-gruppe noget af det bedste, Gud har givet mig. Ikke på trods af at den var så uperfekt og irriterende. Men netop fordi den var det.

En gud der altid skuffer

Den her artikel skal handle om, at det at tjene Gud kan blive en afgud.

Jeg har lært, at en Gud er det, man forventer sig alt godt fra. Det som ens glæde afhænger af, og som man sætter sin lid til.

Når kristent arbejde bliver en afgud for mig, bliver jeg afhængig af, at det skal gå godt, for at jeg kan være glad.

En afgud er oftest noget godt, der lover, at give noget bestemt, fx anerkendelse, status eller succes. Men en afgud skuffer altid i sidste ende, fordi den netop ikke er en Gud.

Gud-ting versus Gud

Når kristent arbejde bliver en afgud for mig, bliver jeg afhængig af, at det skal gå godt, for at jeg kan være glad. Jeg bliver bekymret, fordi jeg ikke kan være sikker på, at det går godt. Og jeg kan blive en plage over for andre, fordi jeg er afhængig af, at de opfører sig på en bestemt måde, for at mit projekt lykkes.

En ven beskrev det sådan her: ”Gud-tingene” var mine afguder. Så jeg var nedslået, når han ikke leverede varen. Jeg elskede ikke Ham. Jeg elskede det, jeg gjorde – tingene – ”Gud-tingene”.

Nåden i det mislykkede projekt

Gud ønsker at flytte mit blik fra mine projekter og mine ”Gud-ting” til at se på ham. Og det kan nogle gange være op ad bakke.

Derfor tror jeg, at der nogle gange kan være enormt stor nåde i, at Gud tillader mine projekter at være uperfekte, kiksede og måske endda mislykkede. Er mit projekt picture perfect, fikserer jeg mine øjne på det. Er det brudt, glider mine øjne op til Jesus. 

... for at vende tilbage til KFS-gruppen, så betød den midt i sin uperfekthed, at mange studerende kom til at høre om Jesus, og den startede samtaler og relationer, som er fortsat til i dag.

Det er derfor, at min KFS-gruppe er noget af det bedste, Gud har givet mig. For den lærte mig, at jeg ikke skal sætte min lid til hverken mig selv eller mit projekt, men til Jesus. 

Afhængig og fredfyldt

Jeg mener ikke, at det er fuldstændigt lige meget, hvad jeg gør, bare jeg ”ser på Jesus”. Resultater er vigtige. Og for at vende tilbage til KFS-gruppen, så betød den midt i sin uperfekthed, at mange studerende kom til at høre om Jesus, og den startede samtaler og relationer, som er fortsat til i dag.

Men jeg kan få lov at være frimodig og fredfyldt, hvad end mine projekter går, som jeg håber eller ej. For jeg er ikke afhængig af deres succes for min glæde. Jeg er afhængig af Jesus.

Han vil gennemføre sin plan lige meget hvad. Han elsker mennesker langt mere, end jeg gør. Og han kan og vil gøre langt ud over, hvad jeg kan forestille mig. For han er Gud. Derfor må jeg elske ham mere end mine projekter og fokusere på ham mere end på mig selv og mine resultater.

Kunne du lide denne artikel?