»Hvor går grænsen?«

David Hansen er gift, har to børn og bor i Rødekro. Han læser til ingeniør.

De mange ”små ubetydelige synder” sniger sig konstant ind på os fra højre og venstre. Hvor finder jeg en medicin mod den slags?

Som stolt sønderjyde er mit umiddelbare svar på spørgsmålet ”Hvor går grænsen?” ganske simpelt og lyder: ”Lige nord for Poetz”. Men min kære boss Jacob Knudsen mener ikke, at det er grænsehandel, der skal afdækkes i denne artikel. Derfor har jeg valgt ikke at beskrive grænsehandelen, men blot tage afsæt her.

En lille tænkt historie med en snært af sandhed

Det er en dejlig søndag, jeg har godt nok ikke lige fået holdt min hviledag, men slår det hurtigt hen. Jeg sætter mig i bilen, deler rundhåndet ud af den længste finger til alle lastvognschauffører på motorvejen og møder skiltet ”40 km/t” ved grænsen. Men det er jo helt til grin, så jeg lægger bare skiltene på hver side af vejen sammen, og så passer det hele meget bedre. I mens jeg suser over grænsen med 80 km/t, ringer jeg lige til Bedste (uden håndfrit sæt) og fortæller, at jeg desværre er blevet syg, og derfor ikke kan komme til hendes Ludo-mesterskaber i aften. I Poetz finder jeg hurtigt ud af, at halvdelen af Danmarks befolkning og en tredjedel af Sveriges har valgt at slå et smut forbi, så jeg monterer rundsave på albuerne, og finder – efter en hård handelskamp – frem til kasserne. Kassedamen siger noget uforståeligt, vistnok på tysk, jeg betaler, siger surt ”tschüs”, og vender næsen hjemad med håbet om ikke at blive stoppet ved grænsen, det er jo snart nytår, og der er aldrig nogen, der har taget skade af et lille rabalder. 

Peace, love and harmoni… også med synden?

I den lille historie er der nogle synder, der ligner noget fra mit liv, mens andre ikke gør det. Jeg er sat fri for de påmonterede rundsave, men har samtidig en meget tung højrefod, når jeg kører i bil. Grunden, til at jeg trækker den synd frem fra mit liv, er, at jeg i flere perioder af mit liv har sluttet fred med netop den synd. Det betyder, at jeg i de perioder konstant føler mig som chauffør i en baneræser. Og det værste af det hele er, at jeg, indtil jeg bliver udfordret af Bibelen eller af en samtale om emnet, har det fint med synden. Her er medicinen at leve Gud nær. Når vi lever nær Gud, vil vi opleve at blive velsignet med en stigende evne til at skønne ret (Rom. 12,2) og dermed også se de ”små ubetydelige” synder. 

Hvis du synes, at hovedpersonen i den lille historie ikke har gjort noget forkert, så tror jeg, at det vil være sundt for dig at læse i Bibelen og se, hvad den siger om hviledagen, næstekærlighed og myndigheder.

Hvad er der så med den grænse?

Det er langt sværere at finde ”synd/ikke synd-grænsen” end at finde grænsen til Tyskland. Grunden, til at det er svært, er blandt andet, at vi skal navigere i nogle gråzoner (Rom 12 v2), hvor en handling kan være synd for én person men samtidigt være helt ok for en anden (1. Kor. 8 v7-13). Og hvad med de synder man ikke ved, man begår? Eller undtagelsessynderne? Jeg skulle have snakket med ham den skæve gut fra klassen, da muligheden bød sig, men jeg undlod at gøre det.

Så det vil sige, at dér, hvor Bibelen ikke taler klart om synd/ikke synd, kan jeg ikke definere en grænse for dig. Her er det er en sag mellem dig, Gud og din samvittighed. Men er det overhovedet vigtigt at kende grænsen? Egentlig ønsker vi vel ikke at leve så nær ved grænsen som muligt – men derimod så tæt ved Gud som muligt? Eller…

Kunne du lide denne artikel?