»Guide til glad gavmildhed«

Hør artiklen her

Christina Madsen er 25 år, arbejder som projektmedarbejder for AdamogEva.dk og læser Ernæring og Sundhed. Hun bor i Aarhus og er aktiv i Aarhus Bykirke.

De fleste kender det. Jeg kender det. Indsamlingskurvene bliver sendt rundt, og MobilePay-nummeret kommer op på skærmen. Dilemmaet starter: Skal jeg, eller skal jeg ikke, give i dag? 

Bibelen indeholder alt i alt 2.350 bibelvers, der taler om penge, rigdom og ejendele. Ja, faktisk så omhandler omkring 15% af det, Jesus siger, hvordan vi bruger vores penge. Jesus var og er altså udmærket klar over, at penge kan få for stor betydning for de fleste af os.

My precious!

Men hvorfor er penge så rare at have, og hvorfor kan det være så svært (og ligefrem gøre ondt) at give dem til andre?

Jeg tror en af hovedårsagerne er, at vi ser pengene som vores helt egne. ”My precious”, som Gollum ville have sagt det. Pengene er fordelt ulige i verden, men de fleste af os har nok til, at vi kan dele med andre, og derfor bør vi også gøre det. På den måde minder vi os selv om, at pengene ikke er vores men Guds. Vi har dem kun til låns.

En aktiv plan

Vi kan gøre flere aktive valg for at blive bedre til at dele ud af ”vores” penge, uden det behøver at gøre for ondt fx ved at:

1. Lægge et budget. Det lyder måske lidt støvet, men ikke desto mindre er det på mange måder godt at lægge et budget. Især når man ønsker at give, men godt er klar over, at der så skal spares på andre områder.

De fleste af os har nok til, at vi kan dele med andre, og derfor bør vi også gøre det.

2. Lave en giverkonto. Tilbage til de dér kurve, der sendes rundt. Løsningen for mig har været, at der i begyndelsen af hver måned sættes et fast beløb ind på en adskilt konto mærket ”Giverkonto”. På den måde sikrer jeg mig, at jeg har budgetteret med at kunne give ”spontane gaver”, som jeg kalder dem. Det er i øvrigt også her, at jeg personligt mærker glæden ved at give. Jeg ved, at der er penge til fx at give lidt til kurven via MobilePay, til auktionsaften i min ungdomsgruppe, sende en SMS til landsindsamling, sende blomster til én der trænger osv.

3. Blive fastgiver. Meld dig som fastgiver til konkrete projekter, din kirke, organisationer el.lign. Beslut et fast beløb, og lad det blive trukket fra din konto i starten af hver måned. Så er du fri for indre diskussioner om hvorvidt og hvor meget, du skal give. Desuden er det en stor gave for organisationer m.fl., at pengene kommer fast, så de har mulighed for at lægge økonomien efter det.

Begynd i det små

Til sidst vil jeg citere John D. Rockefeller, der blev den første milliardær i USA: ”Jeg ville aldrig have været i stand til at give tiende af den første million, hvis jeg ikke havde lært at give tiende af min første løn, som var ca. $1,50 om ugen”. 

Gud elsker en glad giver. Dette betyder, at nogle skal give mere end tiende og andre mindre.

Jeg tror ikke, at alle kristne skal give tiende – men jeg tror at ”… enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver.” (2 Kor 9,7) Dette betyder, at nogle skal give mere end tiende og andre mindre. Men lad det ikke blive din sovepude – start nu! Det vigtigste er at forstå, at pengene kun er til låns, og at vi kan glæde os over muligheden for at dele dem med andre.

 

Find et CROC bibelstudie-oplæg til artiklen her.


Kunne du lide denne artikel?

Ressourcer
Kontakt
  • Landsleder
  • Ivan Jakobsen
  • Foreningens adresse
  • Industrivænget 40,
  • 3400 Hillerød
  • 48207660
  • lmbu@lmbu.dk
Følg os