»At holde til SoMe-livet«

Af Jeanett Højgaard Sloth Neimanas

27 år,
gift med Jonas.

Bor i Vanløse, og er lærer på Thomasskolen.

Mit SoMe-liv startede med Arto, og jeg røg med på bølgen, da Facebook og sidenhen Instagram kom. Jeg er dog ikke en særlig flittig bruger. Det kan jeg faktisk ikke altid holde til. Når jeg er på, forsøger jeg at huske på en helt bestemt sandhed og have den som klangbund, mens jeg scroller.

”Kender du følelsen af nedtur, når du scroller igennem Instagram og ser, hvor perfekt alle andres liv er? Det gør jeg. Og jeg er endda selv med til at skabe det perfekte billede på Instagram.”

Sådan indleder Cecilie Haugaard - en kendt dansk model og blogger – et program på TV2. Jeg kender følelsen. Det er derfor jeg ikke altid kan holde til at bruge sociale medier. Jeg kan ikke holde til sammenligningen og den misundelse, der følger med, når jeg kommer til at scrolle i søgefeed’et på Instagram. Der ser jeg perfekte billeder af perfekte liv, og det kan gøre mig i dårligt humør, og gøre mig utilfreds med mig selv, det jeg har og særligt også det, jeg ikke har eller ikke formår.

Det er interessant, at selv en kvinde som Cecilie Haugaard, hvis liv på de sociale medier ser aldeles perfekt ud, at hun kan ’have nedtur’ og blive nedtrykt af at se andres billeder og ikke føle, hun selv slår til. Hvordan kan det være? I programmet uddyber hun, at det bunder i den ubevidste sammenligning, hun foretager, når hun scroller igennem andres billeder.

Frihed fra sammenligningen

Hvordan undgår man sammenligningen? Hvordan håndterer man andres og ens egen mening om mig? Det var en øjenåbner for mig at læse bogen: ”The Freedom of Self-Forgetfulness”. Her beskriver den amerikanske præst, Timothy Keller, hvordan Paulus håndterede det. I sit første brev til korintherne udtrykker Paulus, at han er ligeglad med, hvad de synes om ham og egentlig også med, hvad han selv synes om sig selv (1. Kor 4,3-4). Han beskriver en domstol, hvor vi mennesker kan gå og dømme hinanden. Keller uddyber, at vi netop pga. denne menneskelige domstol, hver eneste dag søger og higer efter en bekræftelse fra andre af, at vi er gode nok, og at vi har værdi.

Denne bekræftelse skriver Paulus, at han ikke har brug for fra andre mennesker eller fra sig selv. Paulus søger ikke anerkendelse hos korintherne – deres holdning skal ikke bestemme hans værdi. Han søger heller ikke dette hos sig selv, gennem hans handlinger eller indsats. Den eneste, hvis mening om ham betyder noget, er Guds. Og den mening står klokkeklar: På grund af Jesus er han et elsket barn, præcis som han er, og ved troen på Jesus Kristus ser Gud på ham, som var han hans egen søn.

En sund klangbund

Har jeg hørt det en million gange? Oh yes I have. Men det er som om, jeg overhovedet ikke forstår højden, længden, bredden og dybden af det alligevel, når jeg på trods heraf bliver ved og ved og ved med at lade andres mening og sammenligningen med andre fylde.

Jeg må fylde mig med sandheden om, hvad Guds mening er. Mit selvværd skal ligge i, hvordan min skabers syn på mig er, fremfor hvad andres er, eller hvad mit eget er. Det har jeg behov for at høre og læse igen og igen, så den sandhed får lov til at synke dybere og dybere ned: At Gud elsker mig præcis som jeg er, og at hans mening er den eneste, der reelt betyder noget. Ikke hverken andres eller min egen. Den sandhed må jeg have som klangbund i mit liv – også (og måske særligt) når jeg er på de sociale medier.

 

---

 

Anbefalinger:

”The Freedom of Self-Forgetfulness” af Timothy Keller (På dansk: “Glem dig selv – Frihed fra selvbedømmelse")

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Læs evt. artiklen "Sammenligningens velsignelse"

Kunne du lide denne artikel?